Af Ole Birk Olesen
Joakim Jakobsen, sportsjournalist m.m. på Weekendavisen og forfatter til bogen "Le Tour" om Tour de France er dybt uenig med kulturminister Brian Mikkelsen, der overvejer at gøre doping strafbart i Danmark.Joakim Jakobsen, er det en god idé, at putte dopingsyndere i fængsel?
"Det ville være meget nemmere at forbyde Tour de France, hvis det er doping, man vil til livs. Og hvad har de cykelryttere egentlig gjort? Se dog på hvad der er at tage fat på rundt omkring i det samfund, Brian Mikkelsen er minister i. Det er jo absurd. Det er en sippethed, som virkelig gnaver dybt nu," siger Joakim Jakobsen til 180Grader.dk.
De dopede cykelryttere har vel gjort noget, der er farligt for sig selv og for andre, hvis de efterligner deres idoler.
"Det er noget vrøvl. Der er jo ikke én dansk cykelrytter, som var knægt i 70erne, som begyndte at tage doping, fordi Eddy Merckx var dopet. Han blev jo taget fire gange - skal han også i fængsel for øvrigt? De begynder ikke at tage doping, fordi deres idol gør det. Det er fordi, de selv har en drift, det er en del af deres fag, ligesom de spiser 342 gram pasta, ikke 343 gram, og møtrikken skal drejes 8,78 omgange. Det samme gælder dopingen, det skal bare finjusteres, det er ikke fordi, de er onde mennesker, det er en del af det beskidte fag. Det er arrogant tid, vi lever i, der vil gøre op med noget stort og flot og vildt. Problemet er, at det er vildt."
Så du mener ikke, at dopingen smitter af på breddeidrætten?
"Overhovedet ikke, der findes jo ikke doping hos piger og drenge, der cykler. Det er en skræmmetaktik, som ikke passer. Så skulle vi jo have dopingvrag på 10-12 år kørende på vejene, men det har vi ikke."
Tror du, at færre danske professionelle cykelrytter ville dope sig, hvis det var strafbart i Danmark?
"Nej, så ville de bare ikke køre i Danmark. Der var en grund til, at alle - også danske og amerikanske cykelryttere, Lance Armstrong f.eks. - igennem mange år boede lige på den anden side af grænsen i Spanien i stedet for at bo i Frankrig. Det var, fordi man i Frankrig kunne blive kastet i fængsel for det. Hvis man kigger tilbage på Tour de Frances historie, så har det altid handlet om nogle mænd, der gør noget fuldstændigt vildt. Det er meget, meget usundt, det de foretager sig, og det med at man vil frelse dem fra deres egen undergang er noget pjat, for så skal Brian Mikkelsen også forbyde nedkørsler med 100 km i timen, og han skal forbyde spurter, hvor de når op på 70-80 km i timen og ligger og skubber til hinanden med albuerne. Nu er det altså gået for vidt," siger Joakim Jakobsen.
[email protected]