S kopierer Ritts boligfiasko

Slettet Bruger,

30/10/2007

Ritt Bjerregaards velklingende 5.000 boliger til 5.000 om måneden har indtil videre vist sig at være en eklatant fiasko. Alligevel vil partiet på landsplan nu gå tilbage til en fuser og kopiere modellen andre steder i landet. Det skriver Berlingske Tidende. Det er kommunerne uden om landets store byer, der skal have gang i byggeriet af cirka 30.000 boliger. Socialordfører Mette Frederiksen er klar med et lovforslag, der skal tvinge dem.

"Nu er vi efterhånden nået dertil, hvor selv sygeplejersker og politibetjente har svært ved at bosætte sig i de store byer. Nu skal der ske noget, og i første omgang vil vi forsøge os med en dialog med de rige kommuner. Går det ikke, så må vi via lov tvinge dem til at bygge billige boliger," siger Mette Frederiksen til Berlingske Tidende.

Ritts roblemer skyldes ifølge den markante S-ordfører kun, at den borgerlige regering har spændt ben ved at nægte København at sælge grunde under markedsprisen.

En af de kommuner, der kan blive tvunget til at bygge af en kommende socialdemokratisk ledet regering, er Gentofte. Her udgør almennyttige boliger fem procent af boligmassen, og borgmester Hans Toft er ikke eksalteret ved udsigten til, at det skal stige.

"Jeg kan bare sige: Det gør vi ikke. Byggegrundene er dyre, og hvis staten vil have billige boliger, så må den selv købe byggegrunde eller lejligheder og så komme med tilskuddene," udtaler Hans Toft.

Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen mener, at Socialdemokraterne lige så godt kan "sende byrådene hjem", det kommunale selvstyre er aflyst.

[email protected]

Kilde: