SF vil forbyde aldersrabat på briller

Slettet Bruger,

07/08/2007

"Jo mere du har set, jo billigere bliver det," lyder det i en reklame fra brillekæden Synoptik, der vil give kunderne en rabat, der svarer til deres alder. Er man 30 år, får man således 30 pct. i rabat, mens 100-årige vil kunne få gratis briller. Men det er diskriminering, mener SF, der vil have en minister til at gribe ind.

"Det er helt urimeligt, at en eksempelvis 50-årig direktør skal have mere rabat for en vare end en meget yngre studerende," siger SF's ligestillingsordfører, Kamal Qureshi, til avisen.dk.

Ingen juridisk opbakning
Hos
Dokumentations- og Rådgivningscenteret for Racediskrimination (DRC) kunne man også godt tænke sig at forbyde kampagnen, men man indrømmer, at der ikke er nogen juridisk hjemmel til at gøre det.

"Det er dybt urimeligt, men problemet er, at aldersrabatordningen falder i et juridisk tomrum," forklarer jurist og centerleder på DRC, Niels-Erik Hansen, der fortsætter:

"Havde det handlet om et jobopslag, ville det være forbudt at forskelsbehandle på baggrund af alder, men når det som her er en butik, må man godt."


SF: "Ældre har bedre økonomi"
I SF mener man, at ældre mennesker ofte har flere penge mellem hænderne end unge.

"Det er jo ikke en social begivenhed at blive ældre. Ofte har ældre mennesker i Danmark langt bedre økonomi end unge mennesker," siger Kamal Qureshi.

Men det er en påstand, som direktør i Synoptik, Ulrik Bülow, slet ikke kan genkende.

"Det virker ikke, som om der er mange, der taler om at hjælpe de ældre, selvom de ældre i Danmark ikke er dem, der er bedst stillede økonomisk," siger han.

[email protected]

Kilde: