Regeringen har brugt mindst 137 mio. kr. på smagsdommere

"Der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat

Slettet Bruger,

26/09/2009

"Der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst," sagde daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin første nytårstale.

Siden da er det dog ikke blevet til noget storslået opgør med "eksperttyranniet". Regeringen har nemlig siden 2002 brugt mindst 137 mio. kr. fordelt på 15 ekspertkommissioner. Det viser en undersøgelse foretaget af Berlingske Tidende.

"Den bedste måde at forstå opgøret med smagsdommerne på er, at det var de forkerte smagsdommere," siger professor i offentlig forvaltning Asbjørn Sonne Nørgaard, der har forsket i de lovforberedende kommissioner, til Berlingske Tidende.

Oppositionen beskylder på baggrund af undersøgelsen Venstre og De Konservative for hykleri og for at skade den offentlige debat.

"Da regeringen kom til magten, var de kæphøje, moraliserende og fortalte, at de ikke havde brug for smagsdommere og eksperter. Bagefter gør de det stik modsatte. Det er da hykleri i verdensklasse," siger Henrik Sass Larsen, politisk ordfører for Socialdemokraterne.

SF's gruppeformand, Ole Sohn, fortsætter kritikken af regeringens brug af kommissioner:

"I halvandet år, mens Arbejdsmarkedskommissionen arbejdede, sagde regeringen, 'nu må vi vente på udspillet, før vi kan diskutere'. Dagen før det kommer, siger de så, 'det skal ikke diskuteres'. På den måde lukker de for den politiske debat," siger han. Han mener, at det er "dobbeltmoralsk" i forhold til Anders Fogh Rasmussens oprindelige udmelding.

De Konservatives politiske ordfører, Henriette Kjær, afviser dog kritikken.

"Fogh ønskede et opgør med, at Socialdemokraterne gemte sig bag en hær af eksperter i stedet for selv at argumentere for sin politik. Vi får eksperter til at se på større problemer, som kræver større udredninger, og så tager vi stilling," siger hun, og fortsætter:

"Man nedsætter ikke en kommission om noget, man ikke har tænkt sig at ændre på. Det ville være spild af skatteborgernes penge."

Henriette Kjær afviser samtidig, at det netop er hvad der er sket med Arbejdsmarkedskommissionen:

"Der siger man, at lige nu er tiden ikke til det. Det skal tages op senere," afslutter hun overfor Berlingske Tidende.

[email protected]

Kilde: