Af Ole Olesen
Tirsdag den 1. september bragte Politiken et debatindlæg om "Superdemokraten Khader", skrevet af lektor i religionsstudier (SDU) Tim Jensen og formodentlig fremkaldt af Naser Khaders igangværende korstog mod burka og stormoské. Samme dag udkom "Det ordentlige menneske" på Kristeligt Dagblads Forlag, skrevet af historikeren Henrik Jensen, som blandt andet også har skrevet "Ofrets århundrede" og "Det faderløse samfund".Jeg synes, der er god grund til at se på Tim Jensens billede af superdemokraten i lyset af Henrik Jensens ordentlige menneske og i lyset af, at Khader i nogen tid har været på udkig efter en vælgerforening i sit seneste parti, som kunne ønske at opstille ham til næste folketingsvalg.
Tim Jensen beskriver en oplevelse, han har haft med Khader på en konference om muslimsk ungdom i Wien tidligere på sommeren, arrangeret af Østrigs regering og FN's Alliance of Civilizations:
Khader var inviteret som hovedtaler og forsvarer for demokratiet, inklusive ytringsfrihed og ligestilling. Og hans forsvar bestod ifølge Tim Jensen i et angreb på den islamistiske fare i skikkelse af udemokratiske og "udanske" muslimske indvandrerunge.
En identitet som demokrat skal, tordnede Khader, gå forud for alle andre mulige identiteter. Især identiteter knyttet til oprindelsesland og religion. Og især forud for identiteter knyttet til arabiske lande og islam.
Derudover fastslog Khader i sin tale, at loyalitet med det danske flag og med danske soldater i krig var udtryk for det rette demokratiske sindelag, og at han føler sig krænket, når det danske flag brændes af.
På konferencen følte Tim Jensen - som jeg her kun refererer ganske kort - sig foranlediget til at tage ordet for at markere, at der findes andre danskere end Khader. Blandt andet sagde Tim Jensen, at han ikke følte sig som en del af det danske "vi", som Khader talte så varmt om, og at han heller ikke følte sig forpligtet til det.
Khader reagerede ved at afslutte sit forsvar for demokrati og ytringsfrihed med at sige, at hvis Tim Jensen mente, hvad han sagde, så syntes Khader, at han skulle flytte til Sverige!
En deltager skrev bagefter en mail til alle deltagerne, som i Tim Jensens oversættelse lyder: "Hvad angår mr. Khaders bidrag, så er det eneste, jeg husker, at han definerede sig selv på denne måde: demokrat, dansk, araber, palæstinenser, muslim; men han endte med at forvise Tim Jensen til Sverige. Jeg tror, at vi alle fik syn for sagn, hvad angår mr. Khaders forståelse af demokratiet."
Ja, det kan ikke være nemt at have fem identiteter! Og kan man være oprigtigt loyal over for dem alle fem på én gang? Kan Khader overhovedet være loyal over for noget som helst i mere end fem minutter?
Her kommer vi så til Henrik Jensens ordentlige menneske.
Henrik Jensen betegner i et interview om sin nye bog i Kristeligt Dagblad 29. august sig selv som værdipolitisk konservativ. Han stemmer ifølge interviewet ikke på Det Konservative Folkeparti, men på "ordentlige" kulturarvsbevidste mennesker, hvor de nu findes i de forskellige partier. Og ordentlige mennesker, må man forstå, er folk med en moral, der bygger på høflighed, respekt, pligt og ansvarsfølelse. På de begreber, der allerede ligger i vores kultur.
Henrik Jensens centrale budskab er, at "det længste vi kan nå i fællesskab i samfundet er at blive ordentlige mennesker". Den abstrakte snak om "national sammenhængskraft og partipolitisk masse-enighed" kan vi godt lade ligge.
Henrik Jensens bog handler ikke om den aktuelle krise i Det Konservative Folkeparti. Men Henrik Jensens holdninger er i allerhøjeste grad relevante i forbindelse med hele den håbløse diskussion om burka, moské m.m., som Khader fører an i.
Velgørende at Henrik Jensen uden at tøve tager de egentligt konservative dyder i sin mund. Dyder som ikke er "reaktionære". Reaktionært er bare et forslidt udtryk for det, som andre vil betragte som almindelig anstændighed.
Og det er vel netop almindelig anstændighed, der har fået erklæret konservative til at reagere på Khaders og hans partiformands korstog mod burkaen, og som har fået hovedbestyrelsesmedlem, professor dr.med., Peter Norsk til at stille op som formandskandidat mod Lene Espersen, fordi hendes og Khaders krav om burkaforbud "går imod klassiske konservative værdier" (Interview i Politiken 29.8.).
Hertil kommer så formanden for de Konservative i København, advokat Per Offersen, som til 180Grader 1.9. siger, at Khaders seneste opsang til de københavnske lokalpolitikere, som har stemt ja til opførelse af en stormoske i nordvestkvarteret, er det samme som at opfordre dem til magtmisbrug, fordi Grundlovens bestemmelse om fri ret til gudsdyrkelse indebærer, at muslimer har ret til at opføre en moske, selvfølgelig inden for rammerne af planloven.
Kan mennesker som Khader så være i Det Konservative Folkeparti? Foreløbig har ingen konservativ vælgerforening ønsket at opstille superdemokraten som kandidat til Folketinget. Og hvis partiet virkelig består af ordentlige folk, så bliver Folketinget ikke belastet med Khader efter næste valg.
Ole Olesen er cand. polit.