Af Thomas Johannes Erichsen
Hvis dit liv er kedeligt, er det højst sandsynligt, fordi du mangler penge. Aldrig, ikke det fjerneste, der eksisterer masser af gratis glæder, det er hér de virkelige værdier findes, koster mennesker måske penge? Nej, det gør de faktisk ikke, men DU koster penge, og hvis du ikke kan betale, så kan du sidde på dit kammer og undre dig over, hvorfor du aldrig kommer ud og oplever noget som helst.Penge, masser af penge, udskældte er de, især af mennesker uden, en simpel forsvarsmekanisme som vi lærte af Freud i 7. klasse, den hedder devaluering - hvad man ikke ejer, fraskriver man værdi. Man kan måske tale for meget om penge, om sine egne, eller bare have dem stående i banken, svarende til en fremragende vinkælder man aldrig går på rov i, men det ændrer ikke på, at penge i sig selv er - deeejlige! Man er ikke meget for at sige det højt, det er ikke comme il faut, man lyder materialistisk? Nej, det gør man ikke, man favner det hele og forstår, at penge OGSÅ er vigtige, i højeste grad, man forstår, hvor mange døre der smækkes i, hvis man kun har til dagen og vejen.
Men hvad er det så pengene åbner op for, hvilke muligheder, oplevelser, hvordan? Jo, man kan da godt backpacke gennem Hviderusland og håbe at kunne hustle sig levende igennem det hele, men det bliver nok sjovere, hvis man kan invitere hele familien på en 4-retters på hotelbalkonen i de syditalienske bjerge. Hvad vil man helst, leje et ferieværelse i Tønder eller stå på en bar i Rio de Janerio med et fedt kreditkort? Men ikke om man vil indrømme det, fordi man tror ikke på det, på at det sker - og så sker det heller ikke.
Men gider vi slide os halvt op for at tjene de penge, selv om de, nå ja, kan være meget gode, det ville måske være rart med en ordentlig bolig, i et ordentligt kvarter, og man kunne investere i en ny garderobe og pludselig se godt ud, gå i byen når man ville, overhovedet gå ud, men altså, alt for meget slid. Hér skal man bare huske, at det er mindst lige så hårdt at være på røven, man kan udvikle mindreværd, måske selvhad og en masse andre grimme ting, mens man akkurat overlever ved at skyde skylden på de andre, på samfundet, på de rige svin.
Men hvad med kunsten, kulturen, befinder den sig ikke i et evigt opgør med pengeverdenen, med materialismen, med den fladpandede kapitalisme der kun reagerer på profit? Ikke med skyggen af nødvendighed og så kommer den slags paroler i reglen fra gamle 68'ere uden en krone på lommen, eller endnu værre, fra velbjergede 68'ere der stadig holder fast i deres gamle retorik. Penge, smarte biler og kvikke investeringer udelukker ikke med nogen selvfølgelighed en sund og levende interesse for kunst og kultur, og hvis en række hovedrystende kunstnere i dag bebrejder velhavende villaejere deres åndløshed og primitive væsen, så må man spørge - hvorfra ved de blaserte herrer egentlig, hvad der foregår inde i forstadsvillaerne? Eller tjener kritikken bare til at markere sig selv som åndeligt overlegen, altså en stråmand af rang? Naturligvis findes der mennesker, der ikke har andet i hovedet end penge, som ikke kunne drømme om at fordybe sig i hverken Bizet, Gerhard Richter eller Thomas Mann, men det begrænsede udsyn eksisterer indenfor alle klasser, høj som lav, og hvorfor egentlig hidse sig op over de rige svin, når deres skat finansierer langt mere kunst, end almindelige mennesker nogensinde kommer til?
Penge er ikke alt, men alting bliver lidt sjovere, hvis man har dem, og lidt sværere hvis man bilder sig ind, at de ingen særlig rolle spiller.
Man kan rage frygtelig uklar med sine nærmeste om penge, men derfor er de fornøjelser, man i fællesskab investerer i, også nogle af de skønneste.
Det er en form for åndeligt snobberi at tro, at man kan blive lykkelig uden penge. Citat, Albert Camus, i øvrigt.
Thomas Johannes Erichsen er cand. mag. i Moderne Kultur og Filosofi og lærer på en privatskole
