Af Rasmus Ole Hansen
Stramningen af våbenlovgivningen sidste år har indtil videre givet anledning til 52 domme for besiddelse af ulovlige knive. 21 af disse domme er sket mod førstegangssyndere, og der er derfor al mulig grund til at tro, at i hvert fald de 21 nu er stemplet som kriminelle på grund af våbenlovgivningens hovedløse stramning.Jeg har noteret mig, at enkelte folketingspolitikere ikke mener, der er tale om lovsjusk, men at domstolene ikke dømmer efter lovens hensigt. Nu er det sådan, at vi her til lands har magtens tredeling, og vedtager Folketinget love - som i dette tilfælde - der er noget makværk, ja, så er det naturligvis op til domstolene at fortolke lovens bogstav og ved domme at bestemme, hvordan loven skal forstås.
Denne kendsgerning får selvsamme folketingspolitikere til at undskylde lovsjuskeriet med, at der skam er en kattelem i loven, således at dommerne ved at anvende denne kattelem kan vælge ikke at idømme flaskedrenge, lystfiskere og handymænd bøder og fængsel. Med sådan en tolkning af retssystemet har jeg nu fået fuld forståelse for, at politiet skriver på en blank straffeattest, at de ingen anmærkninger har på personen. Uden brug af kattelemme er vi åbenbart alle skyldige, men politiet har bare ikke fået dømt os for noget endnu.
Meningen med domstole er at føre sager mod nogen, der rent faktisk er mistænkt for at have begået noget kriminelt. Formålet er ikke at bringe sager for domstolene, hvor sagesløse borgere anklages for mildt sagt bagateller, og hvor den anklagede efterfølgende skal håbe på lovens kattelemme for at holde sin straffeattest ren.
Arbejdsmarkedet er i dag skruet sådan sammen, at man i mange jobs skal vise en ren straffeattest ved ansættelse. Selv i jobs hvor det er svært at se relevansen. Når anmærkninger på straffeattesten kan have store jobmæssige konsekvenser for sagesløse borgere, er det endnu mere grotesk at læse om flaskedrengen, der nu kan glemme alt om at blive politibetjent, lystfiskeren der ikke kan blive fængselsbetjent, og handymanden der må stoppe som pædagog. I alle tilfældene er der ikke tale om hårdkogte kriminelle, men om lovlydige medborgere der har været i besiddelse af en kniv i form af værktøj, da politiet valgte at ransage deres biler.
Skal politimændene følge lovgivningen skal de spilde retssystemets tid på at sigte flaskedrenge, lystfiskere og handymænd. Er politimændene bare lidt snusfornuftige, så lader de flaskedrengene, lystfiskerne og handymændene slippe med en advarsel og en orientering om den seneste lovsjuskerstramning af våbenlovgivningen.
Begge tilfælde er ikke ideelle. I det første tilfælde spildes der tid på ligegyldige retssager, hvor ellers lovlydige borgere mister enhver respekt for retssystemet. Vi andres retsfølelse bliver også eroderet af at være tilskuer til et stykke dansk retssals absurdteater. Problemet bliver, at lovsjuskeriet svækker folks retsfølelse på en måde, så enhver med tiden gør op med sig selv, hvilke love der føles værdige at overholde, og hvilke der er for latterlige til at overholde. Lovsjuskeriets konsekvens bliver manglende respekt for retssystemet og dermed en trussel for retssamfundet.
I det andet tilfælde viser politiet forståelse for den sammenhæng, som knive kan indgå i som et værktøj. Noget som lovgiverne åbenbart ikke kan sætte sig ind i. Tilsyneladende har ingen i den lovgivende forsamling været flaskedreng, været på fisketur eller blot været en lille smule gør-det-selv mand i fritiden. Problemet er blot, at politimanden går imod lovens bogstav og selv agerer domstol og frikender borgeren på stedet. Beundringsværdigt nok i sig selv, men i retssamfundet bør politiets opgave være at sigte lovovertrædelser og derefter lade domstolene afgøre sagerne. Ellers bliver der tale om en vilkårlig opretholdelse af lovgivningen, hvor den enkelte politimands luner er afgørende for, om de efter loven ulovlige forhold bliver bragt for en domstol.
Ingen af de to situationer er ønskværdige, men begge har som konsekvens at svække borgernes tiltro til retssamfundet. Sagen om flaskedrengen med hobbyknivene er anket til Højesteret. Da den lovgivende magt har så travlt med at blande sig i den dømmende magts arbejde, må man håbe, at Højesteret bruger lejligheden til et foredrag om Montesquieu og magtens tredeling. Der er vist flere på Slotsholmen, der kunne lære lidt om, hvad de i sin tid skrev under på som nyvalgte.
Rasmus Ole Hansen er revisor, kandidat til kommunalvalget i København for Venstre og blogger på blog.180grader.dk/rasmusolehansen/ . Læs mere om ham på rasmusolehansen.dk
