Nyt kørekort kan tage flere måneder

Slettet Bruger,

03/08/2007

Når man har brug for service fra det offentlige, er det en god idé at væbne sig med tålmodighed. Det har et ældre ægtepar måtte sande, efter at have ventet i flere måneder på at få fornyet deres kørekort. De afleverede alle de relevante papirer i maj, men har stadig ikke set skyggen af deres nye kørekort, beretter avisen Sjællandske.

Kay Nielsen og Birgit Hjorth Nielsen fra Gudum, nord for Slagelse, er begge fyldt 70, og det betyder, at de selv skal sørge for at få deres kørekort fornyet. Ægteparret havde planlagt en bilferie til Frankrig i august, og troede derfor de var i god tid, da de allerede den 23. maj mødte op på rådhuset med deres gamle kørekort, lægeerklæringer, udfyldte ansøgninger og nye pasfotos.

"Sådan er det bare"
Men efter en måned var papirene ikke nået længere end til politiets skrivebord.

"En stresset medarbejder fortalte mig, at der kunne gå flere måneder før vi fik vores nye kørekort. Og 'sådan er det bare,' som vedkommende udtrykte sig," fortæller Kay Nielsen til Sjællandske.

Ægteparret har fået et midlertidigt kørekort, men det gælder kun i
Danmark, Sverige, Norge, Finland og på Island, hvilket ikke hjælper meget, når turen går til Frankrig. Nu er ferien i fare for at blive aflyst.

"Vi har stadig ikke modtaget vores kørekort, og nu er vi i begyndelsen af august," siger en bekymret Kay Nielsen.

Kilde: