Af Thomas Banke
Thomas Banke er stud. scient. pol. og landsformand for Venstres UngdomDette års Tour de France har igen været ramt af dopinghysteri. Løbets sandsynlige vinder, Michael Rasmussen, blev smidt ud efter at have kørt sit livs løb og sit livs etape. Hans forbrydelse består indtil videre i, at han ikke havde godt nok styr på sin kalender - en sag der i øvrigt ikke er afgjort endnu. Michael Rasmussens manglende indberetninger var kendt før løbets start, men han fik alligevel grønt lys til at starte af løbsarrangørerne, af hans hold og af dopingkontrollørerne.
Rasmussen begik dog en stor fejl, da han kørte sit livs cykelløb. For når man er "konge af Touren" skal man være renheden selv. Retssikkerhed og omvendt bevisbyrde gælder ikke, når dommen skal fældes af nymoralisterne.
En efter en stod idræts- og kulturpolitikere i kø for at straffe Michael Rasmussen. En efter en smed de det frygtindgydende børnekort: Han skal ud, fordi han er et dårligt forbillede for børnene. Verdens hårdeste cykelløb handlede i år mere om moral end om sport. Mere om klinisk moral end om professionel sportslig underholdning. Og kulturministeren, som er tidligere topdopingstrisser i WADA, stod forrest i rækken af de rene moralister, der fordømte Rasmussen for børnenes skyld.
Årets Tour de France har været en ny front i opgøret mellem den voksende nymoralisme, og de der insisterer på frihed og ansvar. Vi har været vidne til endnu et slag i det, vi må betegne som den moderne kulturkamp. Det blev desværre endnu et slag, som nymoralisterne trak sig sejrende ud af.
Vi må forholde os til, at politikerne uheldigvis er blevet fedtet ind i nymoralisternes korstog. Da fodboldspilleren Christian Poulsen dummede sig mod Sverige, stod samme moralister klar med fængselsstraffe for vold og livtidskarantæne fra landsholdet. Blot endnu et eksempel på, at professionel sport skal være moralsk korrekt frem for underholdende. Væk er hensynet til sportens fyrighed, intensitet og den rå vilje til at vinde. Det der er nerven i professionel sport. Tilbage står moralens fordømmelse med krav om mere ridderlighed og pædagogik.
Det er det moralistiske korstog, der har påtvunget os en stram rygelov, som krænker den private ejendomsret. Der har gjort den enkeltes livsstilssygdom til alles ansvar. Og nu også kræver at professionel sport skal være bærer af den gode moral. Pligten og retten til at tage ansvar for vores eget liv har moralisterne taget fra os. I kampen for det rigtige moralske kodeks går tilsidesættelsen af frihedsrettigheder og retssikkerheden desværre forrest. Den moralske folkedomstol er blevet så magtfuld, at grundlæggende frihedsrettigheder krænkes, når nymoralismens bannerførere tager affære.
For nymoralisterne ved bedre end alle andre. De har opskriften på det gode liv. Deres moral er den eneste rigtige, og den skal alle vi underlægge os. De bruger statens institutioner som distributionskanal for deres regulerende politik: Sundhedens smagsdommere, der konstant påpeger konsekvenserne af stigende fedme og for meget rygning, kender kun til løsningsmodeller indenfor rammerne af statslig regulering. Idrættens aktører, som kæmper for renhed i sport under et kompromisløst hensyn til børnene, kræver øget kontrol og straf gennem staten.
Denne onde cirkel giver nymoralisterne enorm magt. En magt som har medført en eksplosion i graden af offentlig regulering.
Den moderne liberale kulturkamp består i at bekæmpe nymoralisternes gentagne forsøg på at kontrollere, mistænkeliggøre og regulere os til at efterleve deres selvbestaltede moralisme. Vi har en kæmpe opgave foran os, fordi nymoralisterne har tilkæmpet sig bred politisk opbakning til deres sag. For det er jo unægteligt sværere at forsvare den kendsgerning, at vi er på vej ind i en moralistisk glidebane, der ødelægger sport og fratager os frihed, end det er at forsvare sig imod børnekortet.
Den moderne kulturkamp er vigtigere end nogensinde før - et faktum vi som liberale skal forholde os til. Vi må derfor sende et klart signal. Vi hylder vores sportslige helte, på godt og på ondt, og vi skal nok selv definere et moralsk kodeks som præmis for vores hyldest. Det er forældrene, der har ansvaret for børnene, og hverken idrætsudøverne eller politikerne.
Der skal være grænser for politik, men i skrivende stund udvides grænserne af en alliance af nymoralister og politikere, der vil beskytte alle børnene, staklerne og de svage mod den dårlige moral. I deres iver efter at redde de "fortabte sønner", pålægger de alle andre et moralsk kodeks, som tvinger os til at leve et liv, vi ikke nødvendigvis selv har valgt.
Sporten skal selv definere sit moralske kodeks og de dertilhørende regler. Og så er der alle os andre stakler, som ikke besidder den moralske renhed, som nymoralisterne beordrer.
På vegne af alle os moralsk urene stakler, har jeg følgende budskab til nymoralisterne: Lad os endelig i stikken, for vi skal nok lære af vores fejl og tage ansvar herfor. Vi takker for bekymringen, men vores frihed til at træffe beslutninger om vores eget liv, og hvad vi finder rigtigt og forkert, den skal ingen tage fra os. Lad os bevare vores hellige gral. Friheden til at træffe vores egne valg. Og friheden til selv at tage ansvar for de forkerte af slagsen!
