Ny Alliance vil have folkeafstemning om EU-traktat

Slettet Bruger,

30/07/2007

Hvad er man bange for? Sådan lyder spørgsmålet fra Ny Alliances leder, Naser Khader, der kræver en folkeafstemning om den forestående EU-traktat.

"Vi har diskuteret det grundigt, og som tilhængere af EU er vi blevet enige om at sige ja til en folkeafstemning. For hvad er man bange for?" siger Naser Khader til Dagbladet Information og fortsætter:

"Principperne i den nye traktat er udmærkede. Vi vil ud og kæmpe for et ja. Man lovede befolkningen en afstemning i forhold til den oprindelige traktat. Og der er ikke den store forskel på den gamle traktat, og den der ligger nu. Så man skylder befolkningen en afstemning."

R vil ikke have afstemning
Venstre, Konservative og Socialdemokraterne holder alle kortene tæt på kroppen og vil ikke tage stilling til
spørgsmålet om en afstemning, før den endelige traktattekst foreligger i løbet af efteråret. Men hos De Radikale melder man klart ud, at man ikke ønsker en folkeafstemning, medmindre det er nødvendigt i forhold til Grundlovens paragraf 20 om suverænitetsafgivelse.

Det synspunkt undrer Naser Khader, alt den stund at den radikale formand,
Margrethe Vestager, for nyligt kritiserede danske politikere for ikke at interessere sig nok for EU-spørgsmål.

"Hvis du gerne vil aktivere politikere og befolkning, må du da udskrive en afstemning. Det er den bedste måde at engagere folk på," siger han.

"Det lægger et pres"
Men De Radikale fastholder deres afvisning af en folkeafstemning.

"I forhold til at engagere befolkningen kan afstemninger være gode, hvis der er noget at stemme om. Derfor holder vi fast i, at afstemninger skal bruges, når vi faktisk afgiver suverænitet," siger næstformand Morten Østergaard, der peger på, at i de 30 år, hvor Danmark har haft afstemninger om EU, har vælgerne haft en kedelig tendens til at stemme på det forkerte.

Hos SF glæder man sig derimod over udmeldingen fra Ny Alliance.

"Eftersom de endnu ikke sidder i Folketinget har det mindre reel betydning, men det lægger et pres på de øvrige partier," siger EU-ordfører Anne Grete Holmsgaard.

[email protected]

Kilde: