Nigeriansk forfatter: Afrika har ikke brug for at blive reddet af Vesten

Slettet Bruger,

17/07/2007

Blåøjede studenter, der tror at pamfletter kan stoppe folkedrabet i Darfur. Berømtheder, der adopterer søde brune babyer, som almindelige mennesker adopterer hundehvalpe. Og film, hvor afrikanerne danser rundt, fordi de er så glade for den hjælp, som Vesten har givet dem. Alle disse ting er udtryk for Vestens nedladende attitude over for Afrika, mener den nigerianske forfatter Uzodinma Iweala.

I en kronik i den amerikanske avis Washington Post kritiserer han politisk korrekte vesterlændinge, der tror at de alene kan redde det fattige Afrika. Som når selvfede hvide berømtheder optræder i annoncer, iført afrikansk stammemaling, med opfordringer om at "hjælpe os med at stoppe dødsfaldene".

"Uanset hvor gode intentionerne er, udbreder sådanne kampagner et stereotypt billede af Afrika som et sort hul af sygdom og død. Nyhedsberetninger fokuserer konstant på kontinentets korrupte politikere, banditledere, "stamme"-konflikter, børnearbejdere og kvinder, skæmmet af misbrug og skamferede kønsorganer. Sådanne beskrivelser indledes med overskrifter som 'Kan Bono redde Afrika?' eller 'Vil Brangelina redde Afrika?' Forholdet mellem Vesten og Afrika er ikke længere baseret på eksplicit racisme, men sådanne beretninger minder om beretninger fra Europas kolonitids guldalder, hvor missionærer blev sendt til Afrika for at introducere os for undervisning, Gud og Jesus samt 'civilisationen'," skriver Uzodinma Iweala, der er i gang med en bog om børnesoldater.

"Afrika vil ikke reddes"
Ifølge Uzodinma Iweala er vesterlændinge mere interesserede i at bekræfte billedet af dem selv som politisk aktive redningsmænd end i at hjælpe Afrika.

"Der er ingen afrikanere, mig selv inklusive, der ikke sætter pris på den hjælp, vi modtager fra resten af verden. Men vi stiller spørgsmål ved, om hjælpen er oprigtig eller om den gives med det formål at bekræfte ens egen kulturelle overlegenhed."

Medierne er glade for billeder af hvide vesterlændinge, der hjælper afrikanere under naturkatastrofer og folkedrab. Men i de situationer, hvor afrikanerne selv løser deres problemer, er der intet syn af journalisterne med deres kameraer.

"Sidste måned mødtes G8-landene og en række berømtheder i Tyskland for blandt andet at diskutere, hvordan man skulle redde Afrika. Inden næste møde håber jeg, at folk vil indse, at Afrika ikke vil reddes. Afrika vil have resten af verden til at anerkende, at gennem ligeværdigt samarbejde med andre medlemmer af det globale samfund er vi selv i stand til at opnå en større økonomisk vækst end nogensinde før."

[email protected]

Kilde: