En nedsat funktionsevne, der fratager en muligheden for at arbejde, behøver ikke vare ved. En undersøgelse, som Det Nationale Forskningscenter for Velfærd har foretaget for Arbejdsmarkedskommissionen blandt 394 danskere, der i 1995 fik konstateret nedsat funktionsevne viser således, at mere end hver fjerde er 100 procent arbejdsdygtige, mens hver femte har fået det bedre. Det skriver politiken.dk.
"Resultatet viser klart, at et tab af funktionsevne ikke behøver være permanent. Derfor skal vi være påpasselige med at sende folk på førtidspension. Er man først på førtidspension, så er det svært at komme tilbage på arbejdsmarkedet," siger Jørgen Søndergaard, formand for Arbejdsmarkedskommissionen, til politiken.dk.
Undersøgelsen var baggrund for kommissionens anbefaling til regeringen om at lade førtidspensionister indgå i et udviklingsforløb i stedet for at sætte dem på varig offentlig forsørgelse. En anbefaling, der i lighed med de øvrige fra Arbejdsmarkedskommissionen, blev afvist allerede inden offentliggørelsen af den. Men en anbefaling, der ifølge Jørgen Søndergaard giver god mening
"Vi skal ikke parkere folk på førtidspension, hvis de har chancen for at genvinde arbejdsevnen. Undersøgelsen viser, at der er nogle muligheder, som skal prøves. Størst chance er der nok for de unge med psykiske lidelser. De vil formentlig kunne bestride et bredt spektrum af job, hvis de får det bedre. Og husk på, at flere og flere får førtidspension med psyken som begrundelse," siger han til politiken.dk.
I 2001 var det 32 procent af de nye førtidspensionister, der fik tilkendt pension på baggrund af psykiske lidelser. Sidste år var tallet steget til 48 procent.