Af IKKEMIG 2
Mikkel Kruse studerer biologi på Københavns Universitet og arbejder som journalist på 180Grader.dk"Vi voksne kan også være bange, og synge mange, mange bange sange." Sådan var der mange, der sang i 70'erne. Men der er stadig nogle, som er meget bange. Især på højrefløjen er der nogle, som frygter terror i en grad, som fænomenet slet ikke har gjort sig fortjent til. Så bange er de, at de er villige til at smide både frihed og retssamfund over bord, hvis bare politikerne lover at beskytte dem. Hvis terroristerne hader os for vores frihed, lader nogle til at tænke, må vi hellere skynde os at skille os af med den.
På venstrefløjen kan man også være bange. Her hedder frygten bare noget andet, nemlig "global opvarmning". En rapport fra EU kalder fænomenet "et af de mest skræmmende problemer, vi står over for i dag"; et populært blad forudsagde endda "en fremtid, hvor vores børn ser regnskove bryde i brand og havene koge - medmindre vi handler i dag."
Men selvom man frygter noget andet, er reaktionen den samme: "Mere magt til staten!" Kun med endnu mere lovgivning, regulering og beskatning kan vi gøre os håb om at redde jorden, lyder ræsonementet.
I dag - tirsdag - udkommer Bjørn Lomborgs seneste bog, Køl af - Sandheder og skrøner om den gobale opvarmning, på dansk, og den er tiltrængt. For få dage siden modtog den tidligere amerikanske præsidentkandidat, Al Gore, Nobels fredspris for klimafilmen En ubekvem sandhed. En film der blandt andet lod biografgængere over hele kloden gyse over billeder af stigende vandmasser, der oversvømmede New York og andre storbyer. Ikke mindre end seks meter ville den globale opvarmning få vandstanden til at stige, påstod Al Gore.
Virkeligheden er dog knap så skræmmende, som Lomborg også påpeger. I sin klimarapport fra 2007 vurderer FN's klimapanel (der også fik del i Nobelprisen), at vandstanden i resten af århundredet vil stige med 29 cm. Dette sætter Lomborg i relief ved at nævne, at det svarer til den stigning, som vi har oplevet siden 1860. Uden at dette har medført civilisationens undergang, tør man tilføje.
Lomborg formår at bevare det kølige overblik. Som når Greenpeace bruger den smeltende is på Kilimanjaros gletcher til at illustrere klimaforandringernes truende konsekvenser. "Det er prisen, hvis klimaforandringer får lov at fortsætte uhindret," lyder det i en pressemeddelelse fra organisationen.
Men et varmere klima har intet at gøre med Kilimanjaros manglende is, for gletcheren befinder sig så højt oppe, at temperaturen aldrig kommer over frysepunktet. Desuden har gletcheren trukket sig tilbage i over hundrede år, længe før mennesket begyndte at udlede CO2. Årsagen til den manglende is skal snarere findes i det tørre klima, som gletcheren er blevet udsat for siden 1880. Ironisk nok kan klimaændringerne vise sig at blive Kilimanjaros redning ved at medføre øget nedbør over gletcheren.
Lomborgs modstandere vil uden tvivl forsøge at stemple ham som en "klimaforandringsbenægter" - en holdning nogle i øvrigt mener bør være ulovlig. Men dette er ikke tilfældet, og flere gange slår han sit standpunkt fast, som for at sikre sig at han ikke bliver misforstået: "Den globale opvarmning eksisterer og er menneskeskabt. Den vil få alvorlige konsekvenser for mennesker og miljøet hen imod slutningen af dette århundrede." Men det vil ikke være Jordens undergang, og der er ingen grund til at kaste 180 milliarder om året ud af vinduet på en Kyoto-aftale, der vil gøre meget lidt godt.
I stedet foreslår han en CO2-afgift, så man automatisk betaler for de skader, ens CO2-udledning forårsager. Markedet kan derefter bestemme, hvor det vil være mest givtigt at spare, og der vil opstå en øget efterspørgsel efter andre energiformer. Dette, sammen med en øget investering i forskning på området, vil gøre langt bedre, langt billigere end Kyoto-aftalen, påpeger han.
Lomborg er en fryd at læse, når han udstiller sine modstanderes dommedagsfantasier, men han har også sine blinde vinkler. Når det kommer til de statsstøttede projekter, som han bakker op om - at udrydde sult og HIV i Afrika - fordamper den ellers så kølige skeptiske sans. Ganske vist er øget frihandel også blandt Lomborgs forslag til forbedring af verden, men på mange områder lader han, som sine modstandere, til at tro, at problemer kan løses, hvis blot regeringer kaster nok penge efter dem.
Denne brist skal dog ikke forhindre læseren i at svælge i tal og referencer, kommenteret og gjort interessant af gavtyven Lomborg. I en tid hvor debatten er ved at koge over, er en bog som denne et nødvendigt og forfriskende pust.
Bjørn Lomborg, "Køl af - Sandheder og skrøner om den gobale opvarmning", Lindhardt og Ringhof, 260 sider, 249 kroner.
"Køl af" kan købes online via saxo.com for - i øjeblikket - kun 186,75 kr.
