Når kærlighed gør blind

Slettet Bruger,

26/09/2007

Af David Holt Olsen

David Holt Olsen er cand. mag. i historie og europastudier

Moral og velfærd er tæt sammenvævet. Bag tanken om at omfordele goderne til de, der ikke kan klare sig selv, ligger en smuk omsorg for andres velfærd. Man kan næsten sige, at det kristne budskab om næstekærlighed her er mekaniseret og gjort til en del af et gennemreguleret samfund, hvor man i dén grad er solidarisk og næstekærlig gennem skatteindbetalingen. Som Nick Hækkerup sagde på Socialdemokraternes partikongres i Aalborg: "Man kan kalde det sammenhold, solidaritet eller socialisme, men ordet er vel bare kærlighed."

Det sætter unægteligt noget af en dikotomi op i forhold til os, der ikke deler dette socialistiske kærlighedsbudskab. Kærlighedens/socialismens modsætning må jo så være ondskab eller had. Denne opfattelse af at befinde sig på den gode side - af at have en moralsk mere legitim holdning - er ikke uproblematisk i forhold til at forholde sig til velfærdssamfundets mindre positive sider.

At de mennesker, der ingen mulighed har for at klare sig selv skal hjælpes, er der ingen tvivl om. Her ville socialisten kunne snakke længe om uretfærdig fordeling af goderne, negativ social arv, det er samfundets skyld, og selvfølgelig skal der kastes penge efter ofrene. Ubetinget og uden medfølgende krav. Alt andet ville være umoralsk. Problemet er bare, at ofre er et meget elastisk begreb. Det kan være kvinder, seksuelle eller etniske minoriteter. Det kan endda tit og ofte være den materielt ubekymrede middelklasse, der kræver deres del af den kage, de selv har indbetalt til, og spiller offerkortet for at få den. Offerrollen er hyppigt brugt, da den har gode vilkår i en nyhedsstrøm, der i stigende grad fokuserer på følelser frem for indhold.

En problematisering af de længerevarende incitamentsstrukturelle konsekvenser af denne smukke, umiddelbart altruistiske holdning afstedkommer som oftest en selvretfærdig reaktion. I fald dette sker i en større forsamling kan man endda forestille sig, at altruisten ville bruge denne modytring på et så lavt moralsk stadie til at pudse sin egen glorie lidt. Her er det ikke svært at få personen, der kærer sig om økonomi og de sociale længerevarende konsekvenser af abstrakte incitamentsstruktur til at fremstå som en kold, hjerteløs kyniker.

Men er det ikke udmærket, at vi har mennesker med varme hjerter, som kæmper den lille mands sag? Som kæmper for de fattige og undertrykte? Det er det naturligvis. Et borgerligt liberalt hjerte kæmper såmænd også de reelt nødlidendes kamp, omend denne sag er blevet patenteret af venstrefløjens (selv)godhed. For man kan åbenbart kun kæmpe den sag ved at arbejde for mere regulering og højere offentlige udgifter.

Denne sikre forståelse af, at befinde sig på et moralsk højere stadie er dybt problematisk for en åbenhjertig debat om velfærdsstatens dysfunktioner, da denne moralforståelse er en del af en generel diskurs i befolkningen i forståelsen af moral og umoral. Her mangler en italesættelse af, at offentlig regulering og stigende offentlige udgifter til velfærdsinitiativer på længere sigt kan fungere modsat intentionen og kan skabe rettighedstænkning, velfærdsegoisme og offermoral, i kontrast til tanker om at yde før man kan nyde og hjælp til selvhjælp, som var velfærdstænkningens udgangspunkt.

Derfor må det være på moralen og etikkens område, at en borgerlig kulturkamp skal stå. Borgerlige meningsdannere og politikere burde i højere grad gøre opmærksom på velfærdsstatens dysfunktioner om ikke gennem egentlig politik (deregulering og skattenedsættelser) så i det mindste gennem en retorisk oprustning. Her er der ingen grund til at tro, som tidligere generationer har gjort, at borgerlig moral er venstreorienteret moral underlegen. For at tydeliggøre det må man påpege konsekvenserne af den umiddelbare altruisme. Hvordan deres mekaniserede solidaritet ikke pr. automatik skaber (næste)kærlighed, men kan skabe velfærdsegoisme og krævementalitet. Hvordan deres smukke, naive menneskesyn ikke nødvendigvis får folk i arbejde, men fastholder de svageste uden for arbejdsmarkedet. Hvordan hele offergørelsen har skabt det Martin Ågerup i bogen Enerne kalder den nedværdigende humanisme: "Hvis vi ikke betragter det enkelte menneske som sin egen skaber, gør vi det i stedet til et passivt offer for en uretfærdig omverden. Det er ikke deres egen skyld. Dette kan opfattes som en humanistisk og barmhjertig indstilling. Men i virkeligheden er den tyrannisk og nedværdigende. Det bagved liggende budskab er jo krystalklart: Du er ikke herre over dit eget liv; du er hjælpeløst afhængig af andre, hvis du skal få det bedre; hvis du kommer på ret køl igen, vil du kun have andre at takke for det."

Her er klassiske borgerlige begreber som pligt, personlig dannelse og dygtiggørelse nøgleelementer i en værdidebat, som de borgerlige partier tilsyneladende har glemt mit i al velfærdsbegejstringen. Først og fremmest er der den alt overskyggende forskel på de to positioner, at den borgerlige ikke mener, at individet forløses kollektivt, men gennem selvopdragelse og personligt ansvar for eget liv.

Endvidere, at tro at borgerlig-liberal moral ikke har noget med ens medmennesker at gøre, er ikke at kende den. Som vores velbegavede udenrigsminister Per Stig Møller skrev i 1980 i bogen Tro, håb og fællesskab: "Staten kan ikke leve den enkeltes liv. Den kan kun gøre det leveligt. Her skiller vandene mellem dem, der mener, at staten alene kan garantere et ordentligt liv, og dem, der mener, at livet først og fremmest er en personlig affære med ansvar ikke overfor staten, men overfor næsten. Mod statens politiske ønske om at bære vores byrder, så vi kan leve trygt og ansvarsfrit, står etikkens krav på livet som et personligt ansvar. Ansvaret er ingen politisk, men en etisk dimension, der sætter individet i forhold til næsten. Derfor rækker den individuelle frihed ikke længere, end næsten finder tåleligt." I et samfund hvor der er tendenser hen mod, at alt er samfundets skyld og ansvaret for næsten er betalt over skatten, er denne pointe så aktuel som nogensinde før.

Det er forbavsende, men også sigende for problemets omfang, at det er socialdemokratiske Mette Frederiksen, der skal italesætte dette og ikke de borgerlige politikere: "Man kan sige, at vi i en periode af velfærdssamfundets udvikling har været meget orienterede mod den offentlige sektor. Men jeg tror ikke på, at vi nogensinde kan skabe et stærkt samfund, hvis vi ikke får en høj grad af personligt ansvar for hinanden. Vi skal erkende, at staten kan noget, men at den ikke kan alt. Derfor er der brug for, at det civile samfund også tager et stort ansvar, for det kan noget, som staten ikke kan." (JP 8.9.07)

Tilbage står blot for Frederiksen at forklare, hvordan revitaliseringen af civilsamfundet skal foregå, nu man systematisk har funktionsudtømt det gennem 50 år helt ind i familiesfæren og dermed skabt en klar forventning om, at staten lige netop skal tage ansvar for alt. Når først staten tager sig af ens børn, hvorfor skal den så ikke også tage sig af vores ældre, vores arbejdssituation, vores helbred, vores rygevaner, vores alkoholvaner osv.?

Pointen om, at staten ikke kan alt, er dog en så nødvendig pointe som nogensinde før, mens alle partier endnu en gang er ved at falde over hinanden i et veritabelt velfærdskapløb, der lige netop igen bilder befolkningen ind, at staten kan klare alt. Men kan kærlighed og reel altruisme ikke kun fungere i fællesskaber vokset frem nedefra, i civilsamfundet, familien og blandt venner, mens staten sørger for, at de basale økonomiske rammer for dette liv er til stede, i fald man ikke kan klare sig selv? Alt andet er illusionsmageri, og opretholdelsen af illusionen om staten som den store og eneste forløser er med til at øge den evigt stigende efterspørgsel efter nye velfærdsgoder, som man kan gøre krav på. Mest tydeligt ser man dette inden for ældreplejen, hvor SOSU-assistenterne ikke længere kræves at levere en rent funktionel ydelse (rengøring, oprydning osv.), men også en følelsesmæssig ydelse, som de vel egentlig aldrig rigtigt kan levere tilfredsstillende, da kærligheds- og affektionsbehov næppe kan opfyldes eller kræves opfyldt af andre end ens nære. Eller er det SOSU-assistenterne, der som en slags kærlighedsapostle skal realisere Hækkerups budskab om kærlighed til alle? Der er i høj grad brug for en debat om, hvad velfærdssamfundet skal tage sig af, og hvad det ikke skal tage sig af, samt hvad det overhovedet er i stand til at tage sig af.

Rettighedskulturen skal ikke udraderes eller erstattes af svundne tiders forældede patriarkalske strukturer, men den har i høj grad brug for at blive afbalanceret af en ansvarsfornemmelse for eget liv.

At Nick Hækkerup mener, at han er en del af en kærlighedsbevægelse, giver kuldegysninger ned af ryggen på alle, der har læst en smule Nietzsche. Det var denne rigide forståelse af moralsk overlegenhed, som Nietzsche bl.a. kritiserede ved kristendommen, hvor hykleriet og intolerancen forklædtes som kærlighedsreligion. Sådanne udtalelser bidrager udelukkende til yderligere at følelsespornoficere og dikotomisere den politiske debat. At tage så fundamentalt et menneskeligt behov som kærlighed til indtægt for politiske overbevisninger, forfladiger ikke bare den politiske debat og udvander kærlighedsbegrebet, men opstiller også urealistiske forventninger til et velfærdssamfund, der nok bygger på nogle moralske grundprincipper, men som ikke kan forløse folks inderste følelsesmæssige behov og længsler. Det kan aldrig være statens opgave. Hækkerup burde reservere kærligheden til sine nære, samt lade socialisme og solidaritet handle om økonomisk fordelingspolitik. I kærlighedens og den store humanismes navn er mange irrationelle handlinger blevet udført. Kærlighed kan gøre blind. Derfor er den et personligt anliggende.

Kilde: