Muslimer vil bekæmpe Hizb ut-Tahrir

Afstandtagen til Hizb ut-Tahrir gøres bedst ved åben dialog

Slettet Bruger,

23/03/2008

Afstandtagen til Hizb ut-Tahrir gøres bedst ved åben dialog. Og åben dialog er netop midlet som foreningen Forum for Kritiske Muslimer vil gøre brug af for at bremse islamismens tiltrækningskraft på unge muslimer, siger foreningens formand, religionssociolog og forfatter Sherin Khankan ifølge Berlingske Tidende.

"Vi vil i kritisk dialog med Hizb ut-Tahrirs sympatisører og medlemmer, og vi vil søge at nå de unge via intellektuelle argumenter. Vi mener, at Hizb ut-Tahrir manipulerer et kunstigt skel mellem islam og demokrati, og mellem islam og menneskerettigheder. De er med til at manipulere en kunstig modsætning mellem dem og os, og det er meget lidt frugtbart for en ung identitet, uanset hvor i verden man bor," siger Sherin Khankan.

Kritiske Muslimer får til deres opgave hjælp af det tidligere højtplacerede britiske Hizb ut-Tahrir-medlem, Maajid Nawaz. Den 3.-4. april kommer Maajid Nawaz til Danmark for at holde foredrag og sparke den kritiske debat i gang sammen med Sherin Khankan.

"Vi vil diskutere, hvad Hizb ut-Tahrir vil sætte i stedet for demokratiet og være kritiske over for det. Være kritiske over for deres historiesyn, retorik, sprog, metoder og det kalifat, som de siger er alternativet. Vi vil nuancere debatten om islamisme i Danmark og være kritiske overfor Hizb ut-Tahrir, for vores mål er i sidste ende at opstille et alternativ til de unge i Danmark, som er tiltrukket af politisk islam," siger Sherin Khankan.

Khankan ønsker selv et kalifat
Ifølge religionsforsker Tina Magaard fra Århus Universitet, kan det være svært at komme i dialog med Hizb ut-Tahrir.

"Hvis man vil i dialog med Hizb ut-Tahrirs medlemmer, skal man være meget bevidst om, hvad dialogens formål er. Eftersom Hizb ut-Tahrir nok er den mest topstyrede islamistiske bevægelse overhovedet, vil det være begrænset, hvor meget den danske filial kan få lov til at flytte sig i forhold til den internationale ledelse. Det virker umiddelbart mindre kompliceret at gå i dialog med de unge muslimer, der ikke er en del af bevægelsen, men som færdes i de miljøer, hvor Hizb ut-Tahrir rekrutterer," siger Tina Magaard.

Samtidig er hun overrasket over at netop Sherin Khankan går efter Hizb ut-Tahrir.

"Sherin Khankan har selv argumenteret for indførelse af et 'demokratisk kalifat', så det er altså ikke kalifat-tankegangen, der skiller de to foreninger, men hvordan kalifatet skal forvaltes. Desuden har hun før udtalt sig tvetydigt om Hizb ut-Tahrir. I sin seneste bog er hun for eksempel afvisende over for kritik af helligskrifter, samtidig med at hun opfordrer til, at vi skal kunne 'rumme' Hizb ut-Tahrir," siger hun til Berlingske Tidende.

Den 21. juli 2006 deltog Sherin Khankan i en demonstration sammen med netop Hizb ut-Tahrir. Dengang sagde hun til B.T.:

"Selvfølgelig kan de fungere i demokratiet. Det gør de jo allerede," og:

"Hvis man fordømmer folk og dæmoniserer dem, vokser de sig bare endnu større. Vi er nødt til at forpligte folk i demokratiet, og det gør man kun ved at inkludere dem," sagde Khankan dengang.

[email protected]

Kilde: