På trods af de store velfærdsstater er europæiske muslimer ikke bedre integrerede end amerikanske muslimer. Tværtimod. Muslimer i USA er bedre uddannede, har højere betalte jobs og føler sig bedre integrerede i samfundet, end det er tilfældet for muslimer i Europa, viser den hidtil største undersøgelse af det muslimske miljø i USA. Undersøgelsen, der er udført af det uafhængige og anerkendte Pew Research Center, viser også, at amerikanske muslimer i højere grad tager afstand fra ekstrem islamisme, og at deres politiske holdninger er mere moderate.
Men medaljen har også en bagside. Amerikanske muslimer mener også, at den amerikanske regering i for høj grad overvåger dem og i det hele taget lider af islam-forskrækkelse. Siden 11. september er det blevet sværere at være muslim i USA, siger de adspurgte. Heller ikke alle muslimer er lige moderate. Hver fjerde af de yngre muslimer i USA mener, at selvmordsbomber er berettigede.
"Generelt har muslimerne et positivt syn på samfundet. Og en lige så stor andel af muslimerne som af befolkningen som helhed er godt tilfredse med landets tilstand," siger præsidenten for Pew Research Center, Andre Kohut, ifølge Berlingske Tidende.
Han peger blandt andet på, at under halvdelen af amerikanske muslimer ser sig selv som først og fremmest muslimer og dernæst amerikanere. I Storbritannien er det derimod hele fire ud af fem, der ser sig selv som muslimer frem for som briter.
Flere penge i USA
Amerikanske muslimer har gode grunde til at sætte pris på
deres land. Ifølge undersøgelsen klarer de sig godt økonomisk, og kun to
procent befinder sig i lavindkomstgruppen. Værre står det til i Storbritannien,
hvor tallet er 22 procent. I både Tyskland og Frankrig er der tale om 18
procent, mens hele 23 procent af muslimer i Spanien har en meget lav indkomst.
Men også de negative aspekter ved undersøgelsen får ord med på vejen. Den neokonservative kommentator og blogger Michelle Malkin mener ikke, at man skal overse de dele af undersøgelsen, der viser at især yngre muslimer er positivt indstillede over for islamisme og selvmordsangreb.
"Det er hårrejsende. Tallene bør få folk til at vågne op, og medierne skal ikke bruge undersøgelsen som undskyldning til at nedtone truslen fra hjemmedyrket hellig krig."mkr