Lektor: Studerende hykler fællesskabsfølelse ved at stemme på SF

De studerende på landets universiteter giver ganske vist udtryk for at være meget fællesskabsorienterede, når de i overvældende grad stemmer på SF,...

Slettet Bruger,

21/10/2009

De studerende på landets universiteter giver ganske vist udtryk for at være meget fællesskabsorienterede, når de i overvældende grad stemmer på SF, men i den konkrete dagligdag handler de helt anderledes, lyder det fra en af deres lektorer i Berlingske Tidende i dag. Lars Hovbakke Sørensen er ekstern lektor på historiestudiet ved Aarhus Universitet, og han oplever en anden virkelighed.

"Generelt, synes jeg, at de studerende på historie-studiet er søde, flinke og rare mennesker. Uanset om vi taler om dem, der tilhører det store flertal af venstreorienterede, eller dem, der udgør det forsvindende lille mindretal af højreorienterede. Alligevel kan jeg ikke lade være med at undre mig over, hvordan en del af de mange studerende, som stemmer på SF, og som opfatter sig selv som 'gode' mennesker, som progressive, samarbejdsorienterede, åbne og tolerante, i visse situationer opfører sig i praksis," skriver han i en kommentar i Berlingske Tidende.

Lars Hovbakke Sørensen nævner flere eksempler på, at fællesskabsfølelsen har det knapt så godt, når den kræver mere af de studerende end et kryds på en stemmeseddel. Bl.a. den måde de møder udenlandske studerende på:

"Alt for ofte oplever man, at de danske studerende mest taler med hinanden indbyrdes i pauserne i undervisningen, mens de udenlandske studerende på deres side holder sig for sig selv. Hvor blev det samarbejdsorienterede, åbne og tolerante mon af i denne sammenhæng? Hvordan er overensstemmelsen mellem de pågældende studerendes opfattelse af sig selv som tilhørende gruppen af 'gode' og progressive mennesker og så deres måde at opføre sig på i praksis?" spørger han.

Også de studerendes attitude, når de færdes i det offentlige rum, tyder for Hovbakke mere på, at de er selvcentrerede fremfor fællesskabsorienterede.

"Et tredje - og sidste - eksempel er den attitude, som nogle de studerende (igen heldigvis ikke alle) har til andre mennesker, når de færdes i det offentlige rum. Det er ikke ualmindeligt, hvis man taler med en studerende, at man opdager, at han pludselig midt i samtalen sidder og sms'er med en kammerat. Eller at en studerende er ved at rende ind i én på gangen, fordi han går og sms'er, samtidig med, at han går rundt med musik i ørerne. Med andre ord: fordi han hverken kan høre eller se," skriver lektoren.

Klik her for at læse hele Lars Hovbakke Sørensens kommentar på berlingske.dk

[email protected]

Kilde: