Vælgerne tror måske, at Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, har afgivet et klart løfte om, at de Radikale ikke skal kunne ændre på den skatte-og udlændingepolitik, som Socialdemokraterne og SF i fællesskab har fremlagt - et løfte som ikke vil kunne brydes uden store politiske konsekvenser. Men sådan forholder det sig ikke ifølge lektor i retorik Klaus Kjøller.
"Flere eksempler i nyere dansk politik viser, at selv klare løfter godt kan brydes helt åbenlyst. Og at det kan ske uden særligt lange forklaringer på en måde, som mange accepterer," skriver han i dag i en kronik i Berlingske Tidende.
Klaus Kjøller sammenligner Thornings løfte med bl.a. den tidligere socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krags løfte om, at han ikke ville danne regering alene med SF som parlamentarisk grundlag. Det løfte blev brudt helt uden konsekvener for Krag, som blot sagde, at "man har et standpunkt, til man tager et nyt". Også Anders Fogh Rasmussens forsikringer om, at han ville blive som statsminister, lige så længe vælgerne ville det, samtidig med at han ellers planlagde at blive generalsekretær for NATO, viser ifølge Kjøller, at man som toppolitikere godt kan slippe afsted med at lyve.
"Problemet med de mange løgne og den mistede troværdighed klarede Fogh forholdsvis elegant med udtalelser som 'Sådan er det jo. Det ved alle'. Og alle forstod, hvad det betød: Jeg var nødt til at give jer de løfter, og det ved I jo også godt. Derfor er der ikke noget at komme efter. Det er altså ikke Foghs personlige ansvar at have stukket løgnene. Det indgik som en del af spillet. Et spil, som alle kender. Løgne, som alle ved er løgne, er ikke løgne. Det er ligesom sange om nisser og trolde og engle til jul: Alle ved jo godt at det bare er eventyr og løgn og latin: en del af ritualet. Foghs korte forklaring blev taget til efterretning uden protester," skriver Klaus Kjøller.
Og på samme måde kan det gå med Helle Thorning-Schmidts løfte om at holde de Radikale uden for indflydelse på skatte- og udlændingepolitikken, mener han:
"På pressemødet gjorde hun det klart, at man ikke kan møde op til forhandling om et regeringsgrundlag med ultimative krav. Det fik en journalist til at spørge: 'Men det er jo det, I gør?'Hertil svarede hun (ifølge Berlingske Tidende, 29. august): 'Kald det, hvad du vil. Jeg synes, det er meget naturligt. Vi har arbejdet meget seriøst med det her, og vi har ramt plet og fremlagt noget, som vi i oppositionen burde kunne blive enige om. Vi er de to store partier i oppositionen, og vi ville svigte vores lederskab, hvis vi ikke på forhånd kunne fortælle vælgerne, hvad vi agter at gennemføre efter et valg.' Her begynder Thorning-Schmidt allerede at analysere situationen på den måde, som både Fogh, Ammitzbøll og Krag benyttede til at banalisere deres løftebrud. Efter en regeringsdannelse med støtte eller deltagelse af de Radikale kan hun fortsætte forklaringen på denne måde: 'Det var nødvendigt at sige hvad jeg sagde dengang, men alle ved jo, at vi skal have de Radikale med; derfor må vi selvfølgelig forhandle regeringsgrundlag med dem efter valget. Det har alle vidst hele tiden'," skriver Klaus Kjøller i Berlingske Tidende.
Klik her for at læse hele kronikken på berlingske.dk
[email protected]
"Flere eksempler i nyere dansk politik viser, at selv klare løfter godt kan brydes helt åbenlyst. Og at det kan ske uden særligt lange forklaringer på en måde, som mange accepterer," skriver han i dag i en kronik i Berlingske Tidende.
Klaus Kjøller sammenligner Thornings løfte med bl.a. den tidligere socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krags løfte om, at han ikke ville danne regering alene med SF som parlamentarisk grundlag. Det løfte blev brudt helt uden konsekvener for Krag, som blot sagde, at "man har et standpunkt, til man tager et nyt". Også Anders Fogh Rasmussens forsikringer om, at han ville blive som statsminister, lige så længe vælgerne ville det, samtidig med at han ellers planlagde at blive generalsekretær for NATO, viser ifølge Kjøller, at man som toppolitikere godt kan slippe afsted med at lyve.
"Problemet med de mange løgne og den mistede troværdighed klarede Fogh forholdsvis elegant med udtalelser som 'Sådan er det jo. Det ved alle'. Og alle forstod, hvad det betød: Jeg var nødt til at give jer de løfter, og det ved I jo også godt. Derfor er der ikke noget at komme efter. Det er altså ikke Foghs personlige ansvar at have stukket løgnene. Det indgik som en del af spillet. Et spil, som alle kender. Løgne, som alle ved er løgne, er ikke løgne. Det er ligesom sange om nisser og trolde og engle til jul: Alle ved jo godt at det bare er eventyr og løgn og latin: en del af ritualet. Foghs korte forklaring blev taget til efterretning uden protester," skriver Klaus Kjøller.
Og på samme måde kan det gå med Helle Thorning-Schmidts løfte om at holde de Radikale uden for indflydelse på skatte- og udlændingepolitikken, mener han:
"På pressemødet gjorde hun det klart, at man ikke kan møde op til forhandling om et regeringsgrundlag med ultimative krav. Det fik en journalist til at spørge: 'Men det er jo det, I gør?'Hertil svarede hun (ifølge Berlingske Tidende, 29. august): 'Kald det, hvad du vil. Jeg synes, det er meget naturligt. Vi har arbejdet meget seriøst med det her, og vi har ramt plet og fremlagt noget, som vi i oppositionen burde kunne blive enige om. Vi er de to store partier i oppositionen, og vi ville svigte vores lederskab, hvis vi ikke på forhånd kunne fortælle vælgerne, hvad vi agter at gennemføre efter et valg.' Her begynder Thorning-Schmidt allerede at analysere situationen på den måde, som både Fogh, Ammitzbøll og Krag benyttede til at banalisere deres løftebrud. Efter en regeringsdannelse med støtte eller deltagelse af de Radikale kan hun fortsætte forklaringen på denne måde: 'Det var nødvendigt at sige hvad jeg sagde dengang, men alle ved jo, at vi skal have de Radikale med; derfor må vi selvfølgelig forhandle regeringsgrundlag med dem efter valget. Det har alle vidst hele tiden'," skriver Klaus Kjøller i Berlingske Tidende.
Klik her for at læse hele kronikken på berlingske.dk
[email protected]
