Leder: Voksne børn

Socialforskningsinstituttets rapport om lejere, der sættes på gaden, afliver effektivt venstrefløjens forsøg på at skyde skylden for de 2

Slettet Bruger,

09/04/2008

Socialforskningsinstituttets rapport om lejere, der sættes på gaden, afliver effektivt venstrefløjens forsøg på at skyde skylden for de 2.600 udsættelser i 2006 på regeringens kontanthjælpsloft. Det er ikke mangel på penge fra det offentlige, som bærer skylden - det er mangel på økonomisk modenhed hos de udsmidte.

Den gennemsnitlige enlige uden børn, som sættes ud af sin lejlighed, har således et rådighedsbeløb på godt 5.000 kroner, når skat og husleje er betalt. Et beløb som ikke fordrer, at man spiser havregrød for at få økonomien til at løbet rundt. Studerende landet over kan bevidne, at man også for et lavere månedligt rådighedsbeløb sagtens kan spise sig mæt og endda også have penge til overs til byture hver anden weekend. Der er med andre ord kun ens egen skyld, hvis man ikke har betalt huslejen, når man har så mange penge til overs til sig selv.

Kontanthjælpsmodtagere udgør i øvrigt også kun tre ud af ti af de udsatte lejere. Fire ud af ti er helt almindelige lønmodtagere. Nogle mennesker kan bare ikke finde ud af at sætte tæring efter næring, uanset hvor mange penge de modtager. De tænker for kortsigtet, kan ikke lade være at købe, hvad de lige har lyst til at købe, stifter gæld her og nu og udskyder tanken om, at lånet jo også skal betales tilbage.

Løsningen er derfor snarere et tilbud til dem, der opfører sig økonomisk uansvarligt, om at komme under administration. Hvis de lever af en overførselsindkomst, kan man oven i købet stille det som en betingelse for den fortsatte modtagelse af ydelsen fra det offentlige.

Mad- og huslejekuponer kunne være en mulighed for at sikre det basale, altså at en del af den sociale ydelse tilbageholdes mod, at man får udleveret kuponer, som udlejeren og supermarkedet kan indløse til rede penge hos kommunen. Det smarte er her, at kuponerne hverken kan bruges på alkohol, lottospil eller løbende ydelser på et nyt fladskærms-tv.

Men er det ikke at tage ansvaret fra voksne mennesker? Jo, men når folk opfører sig som børn, så har de også bedst af at blive behandlet som børn.

Kilde: