At vindenergi er fremtiden har i efterhånden en del år været opfattelsen hos vore beslutningstagere her i Danmark. Om vindmøllerne skal støttes eller ej har aldrig været til diskussion mellem de borgerlige partier og venstrefløjen i Folketinget - man har kun skændtes om, hvor stor støtten skulle være, og det vil den netop ytrede skepsis fra nobelprisvinder Jack Steinberger næppe ændre på.
Det er ikke kun for miljøets skyld, at vi skal have bygget flere vindmøller, forsikrer politikerne os. Det er også en god forretning for Danmark. Vi kommer på forkant med en udvikling, som uvægerligt vil komme. Hele verden vil i langt højere grad efterspørge vindmøller end i dag, og så gælder det om, at have indsustrien på plads, så profitten kan indkasseres, argumenterer de.
Nuvel, hvis politikere var så store forretningsfolk, så ville de nok ikke være politikere. Så ville de i stedet være rige. Den tanke, at en 31-årig teolog, en Intersport-ekspedient eller en fuldmægtig fra Forbrugerstyrelsen - for nu at tage et lille udvalg af Folketingets miljøordførere - skulle have noget begreb skabt om, hvilke industrier ikke bare de selv, men hele nationen bør investere i for at gøre en god forretning, skriger jo til himlen. De har absolut intet at have deres overbevisning i andet end ønsketænkning, og ønsketænkning alene har aldrig tidligere gjort hverken privatpersoner eller nationer rige.
Kunne politikerne så i det mindste ikke bare argumentere med, at vi skal kaste skattemidler efter vindmøller, fordi det føles dejligt i maven, eller fordi de er bange for, at vejret skal blive for lunt, så ville det være nemmere at acceptere. Men påstandene om, at politikerne skulle være bedre til at investere i fremtidens vinderindustrier end de forretningsfolk, som gør det med deres egne midler og med egen mulig gevinst eller tab for øje, er absurd.
Det er ikke kun for miljøets skyld, at vi skal have bygget flere vindmøller, forsikrer politikerne os. Det er også en god forretning for Danmark. Vi kommer på forkant med en udvikling, som uvægerligt vil komme. Hele verden vil i langt højere grad efterspørge vindmøller end i dag, og så gælder det om, at have indsustrien på plads, så profitten kan indkasseres, argumenterer de.
Nuvel, hvis politikere var så store forretningsfolk, så ville de nok ikke være politikere. Så ville de i stedet være rige. Den tanke, at en 31-årig teolog, en Intersport-ekspedient eller en fuldmægtig fra Forbrugerstyrelsen - for nu at tage et lille udvalg af Folketingets miljøordførere - skulle have noget begreb skabt om, hvilke industrier ikke bare de selv, men hele nationen bør investere i for at gøre en god forretning, skriger jo til himlen. De har absolut intet at have deres overbevisning i andet end ønsketænkning, og ønsketænkning alene har aldrig tidligere gjort hverken privatpersoner eller nationer rige.
Kunne politikerne så i det mindste ikke bare argumentere med, at vi skal kaste skattemidler efter vindmøller, fordi det føles dejligt i maven, eller fordi de er bange for, at vejret skal blive for lunt, så ville det være nemmere at acceptere. Men påstandene om, at politikerne skulle være bedre til at investere i fremtidens vinderindustrier end de forretningsfolk, som gør det med deres egne midler og med egen mulig gevinst eller tab for øje, er absurd.
