Leder: VKO er stilstand - Ny Alliance er håb

Slettet Bruger,

27/10/2007

Meget skal gå galt for Venstre, hvis ikke Anders Fogh Rasmussen bliver statsminister efter valget om 17 dage. Ifølge den seneste opinionsmåling fra Gallup vil 98 mandater fra Venstre, de Konservative, Dansk Folkeparti og Ny Alliance i Folketinget bakke op om ham, mens Helle Thorning-Schmidt må nøjes med de resterende 77 mandater. Fogh har aldrig siddet mere sikkert i sadlen.

Det spændende er derfor ikke, hvem der bliver statsminister, men alene én ting: Hvilket flertal han kan regere med. Vil han kunne nøjes med det velkendte VKO-flertal, eller skal han også have Ny Alliance med? Det er til gengæld også spændende!

Fortsætter VKO-flertallet, så fortsætter også den så velkendte reformfattige politik. Venstre og Dansk Folkeparti vil fortsat sige nej til alt, der kan betragtes som borgerligt i fordelings- og skattepolitikken. Og de Konservative vil formentlig være lige så ligeglade med, at deres politik ikke gennemføres, som de har været siden 2001. Når blot deres ministre kan få lov at køre rundt i ministerbilerne og deltage i hofballerne, er de glade.

Bliver Ny Alliance afgørende for regeringsdannelsen, kan man derimod håbe på forandringer. Partiet har spillet ambitiøst ud med et forslag til skattereform, som ganske vist ikke medfører et mærkbart fald i det generelle skattetryk (pengene opkræves for størstedelens vedkommende bare på en anden måde), men som i det mindste skal have ros for at repræsentere et grundlæggende opgør med misundelsespolitikken. De, som betaler de største summer i skat, skal ifølge Ny Alliance også have de største skattelettelser.

Ny Alliances skattesynspunkter kan kun presses igennem overfor regeringen, hvis partiet bliver afgørende for regeringsdannelsen. Kun hvis Ny Alliance kan sige til Fogh, at han ikke vil blive statsminister uden at imødekomme partiets politiske krav, vil Anders Fogh Rasmussen gå med til at sænke den øverste marginalskat fra de nuværende 63 procent. De Konservative har haft synspunktet i seks år i regering, men intet er sket, for de har ikke haft noget at true Fogh med, når de under alle omstændigheder ville pege på ham.

Borgerlige vælgere står derfor med et klart valg: De kan stemme på Venstre, de Konservative eller Dansk Folkeparti, og der vil ikke ske noget mærkbart med skatten. Sådan har det været de seneste seks år med VKO-flertal, og sådan vil det også fortsætte med et fornyet VKO-flertal.

Eller de kan stemme på Ny Alliance. Med Ny Alliance er der håb om fremskridt. Men ingen garantier.

Kilde: