Før regeringen gennemførte udlændingestramningerne, lød det fra de liberale dele af det borgerlige Danmark, at man i stedet for at lave stive regler for udlændinges indrejse og bosættelse i landet burde lukke de sociale kasser. På den måde ville det ikke være så attraktivt for de uintegrerbare at komme hertil - hvad skulle de leve af? - men til gengæld ville man ikke forhindre indrejse for dem, der kunne være en ressource for det danske samfund.
Nej-nej, lød svaret dengang fra regeringen og Dansk Folkeparti, det kunne virkelig ikke komme på tale. Stramme regler var eneste mulighed - også fordi man tilsyneladende var mere forelskede i socialstaten end i at sikre nationen fremgang.
I dag kan Venstres folketingsmedlem Eyvind Vesselbo så med baggrund i tal fra Danmarks Statistik konstatere, at de regler, man har vedtaget, måske er på vej til at blive nyttesløse. I Weekendavisen fortæller han, at antallet af personer fra ikke-vestlige lande, som bliver familiesammenført til Danmark, er på vej op igen. For tyrkere og pakistanere gælder det sågar, at der i dag kommer betydeligt flere familiesammenførte til Danmark end før 2001!
Anderledes kan det formentlig ikke være, når man (1) gerne vil tillade landets borgere at forelske sig i udlændinge og tage deres udkårne med hertil, og (2) ikke vil overtræde almindelige retsstatsprincipper og vedtage diskriminerende familiesammenføringsregler, som forhindrer, at ægtefæller fra bestemte uønskede lande kan komme hertil, men ikke ægtefæller fra andre lande.
De stramme regler ser altså ud til at have spillet fallit. Tilbage står vi så med den liberale løsning, nemlig at lukke for de sociale kasser for folk der kommer til landet udefra. Gør vi det, så har Mehmet og hans familie to valgmuligheder, når han skal giftes: De kan hente kusinen op fra Tyrkiet, men hun kan ikke bidrage med en indtægt til familien, med mindre hun lærer sig dansk og får et arbejde, hvor hun ikke kan undgå at omgås landets indfødte og som følge heraf blive påvirket af det danske samfund. Eller Mehmet og familien kan, hvis hans kone skal være af den hjemmegående slags, som bliver sponsoreret af socialstaten, finde hende blandt de tyrkere, som allerede er i Danmark.
Det burde være indlysende for alle, at incitamentet til at hente en ægtefælle, som ikke er tiltænkt eller ikke har lyst til at skulle blande sig med danskerne på arbejdsmarkedet, er kraftigt reduceret under en liberal model, hvor udbetalingen af overførselsindkomster til nytilkomne udlændinge er ophørt.
Det må derfor være vejen frem. Man indfører et optjeningsprincip, hvor man f.eks. kan kræve af udlændinge, at de skal have haft fuldtidsarbejde og betalt skat i fem år, syv år eller måske ni år, før de kan modtage ydelser fra det offentlige. Til gengæld kan vi så slække på de regler for familiesammenføring, som alligevel ser ud til at være nyttesløse og kun tjener som irritationsmoment for dem, der vitterligt har mødt en person i udlandet, som de vil leve sammen med i Danmark til døden dem skiller.
Nej-nej, lød svaret dengang fra regeringen og Dansk Folkeparti, det kunne virkelig ikke komme på tale. Stramme regler var eneste mulighed - også fordi man tilsyneladende var mere forelskede i socialstaten end i at sikre nationen fremgang.
I dag kan Venstres folketingsmedlem Eyvind Vesselbo så med baggrund i tal fra Danmarks Statistik konstatere, at de regler, man har vedtaget, måske er på vej til at blive nyttesløse. I Weekendavisen fortæller han, at antallet af personer fra ikke-vestlige lande, som bliver familiesammenført til Danmark, er på vej op igen. For tyrkere og pakistanere gælder det sågar, at der i dag kommer betydeligt flere familiesammenførte til Danmark end før 2001!
Anderledes kan det formentlig ikke være, når man (1) gerne vil tillade landets borgere at forelske sig i udlændinge og tage deres udkårne med hertil, og (2) ikke vil overtræde almindelige retsstatsprincipper og vedtage diskriminerende familiesammenføringsregler, som forhindrer, at ægtefæller fra bestemte uønskede lande kan komme hertil, men ikke ægtefæller fra andre lande.
De stramme regler ser altså ud til at have spillet fallit. Tilbage står vi så med den liberale løsning, nemlig at lukke for de sociale kasser for folk der kommer til landet udefra. Gør vi det, så har Mehmet og hans familie to valgmuligheder, når han skal giftes: De kan hente kusinen op fra Tyrkiet, men hun kan ikke bidrage med en indtægt til familien, med mindre hun lærer sig dansk og får et arbejde, hvor hun ikke kan undgå at omgås landets indfødte og som følge heraf blive påvirket af det danske samfund. Eller Mehmet og familien kan, hvis hans kone skal være af den hjemmegående slags, som bliver sponsoreret af socialstaten, finde hende blandt de tyrkere, som allerede er i Danmark.
Det burde være indlysende for alle, at incitamentet til at hente en ægtefælle, som ikke er tiltænkt eller ikke har lyst til at skulle blande sig med danskerne på arbejdsmarkedet, er kraftigt reduceret under en liberal model, hvor udbetalingen af overførselsindkomster til nytilkomne udlændinge er ophørt.
Det må derfor være vejen frem. Man indfører et optjeningsprincip, hvor man f.eks. kan kræve af udlændinge, at de skal have haft fuldtidsarbejde og betalt skat i fem år, syv år eller måske ni år, før de kan modtage ydelser fra det offentlige. Til gengæld kan vi så slække på de regler for familiesammenføring, som alligevel ser ud til at være nyttesløse og kun tjener som irritationsmoment for dem, der vitterligt har mødt en person i udlandet, som de vil leve sammen med i Danmark til døden dem skiller.
