Leder: Thorning hopper ombord i misundelsen

Slettet Bruger,

15/10/2007

Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, vil genindføre formueskatten. "Jeg er meget optaget af, at der skal være rimelighed i skattesystemet. Så derfor synes jeg, at vi skal se på, om der er nogen af de meget, meget store formuer, som slipper for billigt," siger hun i interviewbogen Den første. Udtalelsen er sigende for Thornings syn på skat.

For mange er opkrævningen af skat et nødvendigt onde for at få finansieret en række udgifter i den offentlige sektor. For Helle Thorning-Schmidt er selve skatteopkrævningen et formål i sig selv - den skal skabe "rimelighed". At nogen har en formue uden at betale skat af den er for hende simpelthen urimeligt, fordi andre ikke har formuer i samme størrelsesorden. Skattesystemet er for Thorning ikke kun til for at betale omkostninger, det skal også sørge for, at folk, der har "urimeligt" meget, får frataget noget af det.

Da Mogens Lykketoft i sin tid fjernede formueskatten, skete det med den begrundelse, at den alligevel kun skaffede småpenge i statskassen. De smarte havde jo sørget for at placere deres formue i lande uden formueskat. Det vil de kunne gøre igen, så hvis Helle Thorning-Schmidt skulle få held til at genindføre formueskatten, så vil den heller ikke skaffe synderligt mange penge til den forslugne offentlige sektor.

Det ved Helle Thorning-Schmidt formentlig godt, men hun er ligeglad. Hvis bare hun kan samle stemmer op fra folk, for hvem ren og skær misundelse spiller en afgørende rolle for stemmeafgivningen, så er hun glad.

Ulækkert? Nej, det er bare politik.

Kilde: