Hvad skal vi egentlig med Kongehuset? For nogen udgør det ganske vist en kilde til megen underholdning, og ikke mindst er indtjeningen i ugebladsindustrien stærkt afhængig af giftermål, børnefødsler og skilsmisser i den royale familie, men det er vel ikke derfor, at vi stadig har det. Nogen siger, at det samler os danskere, giver os noget at være fælles om, og således fungerer som et nyttigt supplement til
Vild med dans og
Forbrydelsen på tv, men det kan da heller ikke være det, det er til for? Det forekommer ærligt talt lidt uambitiøst på Kongehusets vegne.
En og anden konservativt indstillet type, og her på disse sider vil vi ikke skjule, at vi har en rem af den hud, kunne vel have håbet, at Kongehuset som tak for den priviligerede status og den rigelige adgang til skatteydernes midler ville leve et liv, der kunne tjene som forbillede for almindelige danskere. Men netop nu, hvor Prins Joachim skal giftes med sin anden kone, mindes vi om, at sådan forholder det sig ikke. I hvert fald har vi ikke fået en ordentlig forklaring på, hvilke uoverstigelige forhindringer i samlivet mellem Joachim og Alexandra, der gjorde det tvingende nødvendigt for parret at gøre deres to sønner til skilsmissebørn. De to tidligere ægtefæller ser ifølge pressen stadig hinanden med jævne mellemrum og kan sågar lide hinandens nye partnere, så intet tyder på, at de er gået fra hinanden p.g.a. hustruvold, eskalerende psykisk terror eller andre af den slags problemer, som selv i de bedste familier kan føre til, at en skilsmisse må vælges som sidste udvej. De var vel bare, som det så moderne udtrykkes, "vokset fra hinanden", eller de savnede måske lidt spænding i livet, nu hvor Joachim efterhånden havde vænnet sig til, at kvinden ved hans side var kinøjser, mens Alexandra var begyndt at kede sig i Sønderjylland. Nu kan de så igen forsøge sig i ti år med hver deres nye partner, indtil det også bliver trættende.
En gang for ikke så mange år siden gik folk jo ikke bare sådan fra hinanden, fordi det forekom morsommere end at fortsætte det vante. Man blev sammen i erkendelse af, at livet ikke altid er lutter lagkage, men også hverdag og modgang, og at det altid vil være sådan, også på den anden side af hegnet selvom græsset der ved første øjekast kan forekomme grønnere. Det var ikke kun af hensyn til sig selv, at man gjorde det, men også af hensyn til børnene, som kun i de færreste tilfælde har fordel af ikke at leve sammen med begge deres forældre. Menneskeracen er nu engang stadig så vidunderligt primitivt indrettet, at dens medlemmer er villige til gå uendeligt langt for deres biologiske afkom, og takket være denne mekanisme vokser de fleste børn op og bliver sunde og harmoniske mennesker. På statistikkerne kan man dog se, at de børn, der vokser op med to biologiske forældre klarer sig gennemsnitligt bedre i voksenlivet, end de børn der må nøjes med én. Og det er vel ikke så sært, når man tænker over det - to der bor sammen har nu engang større ressourcer at sætte ind i børnenes tjeneste end én, der bor for sig selv.
Så derfor kan man da også føle sig en anelse snydt, når de i Kongehuset, som så mange ser op til, og som har alle forudsætninger for ved eget eksempel at vise, at det stadig kan lade sig gøre at holde sammen på en familie, bare sådan bliver skilt for et godt ord. I stedet må vi nu døje med kommentatorer på tv, som fortæller os, at familielivet hos Joachim og Marie, Alexandra og Martin, Nicolai og Felix - uanset hvor de to drenge holder til i denne uge - viser os, at Kongehuset er moderne, fulgt med tiden og lever på samme almindelige måde som den gennemsnitlige danske familie. Fri os for denne moderne almindelighed! Hvis vi endelig skal betale til Kongehuset, så må vi ærligt talt kunne forvente, at dets medlemmer lever langt mere ualmindeligt og ja - forbilledligt.
En og anden konservativt indstillet type, og her på disse sider vil vi ikke skjule, at vi har en rem af den hud, kunne vel have håbet, at Kongehuset som tak for den priviligerede status og den rigelige adgang til skatteydernes midler ville leve et liv, der kunne tjene som forbillede for almindelige danskere. Men netop nu, hvor Prins Joachim skal giftes med sin anden kone, mindes vi om, at sådan forholder det sig ikke. I hvert fald har vi ikke fået en ordentlig forklaring på, hvilke uoverstigelige forhindringer i samlivet mellem Joachim og Alexandra, der gjorde det tvingende nødvendigt for parret at gøre deres to sønner til skilsmissebørn. De to tidligere ægtefæller ser ifølge pressen stadig hinanden med jævne mellemrum og kan sågar lide hinandens nye partnere, så intet tyder på, at de er gået fra hinanden p.g.a. hustruvold, eskalerende psykisk terror eller andre af den slags problemer, som selv i de bedste familier kan føre til, at en skilsmisse må vælges som sidste udvej. De var vel bare, som det så moderne udtrykkes, "vokset fra hinanden", eller de savnede måske lidt spænding i livet, nu hvor Joachim efterhånden havde vænnet sig til, at kvinden ved hans side var kinøjser, mens Alexandra var begyndt at kede sig i Sønderjylland. Nu kan de så igen forsøge sig i ti år med hver deres nye partner, indtil det også bliver trættende.
En gang for ikke så mange år siden gik folk jo ikke bare sådan fra hinanden, fordi det forekom morsommere end at fortsætte det vante. Man blev sammen i erkendelse af, at livet ikke altid er lutter lagkage, men også hverdag og modgang, og at det altid vil være sådan, også på den anden side af hegnet selvom græsset der ved første øjekast kan forekomme grønnere. Det var ikke kun af hensyn til sig selv, at man gjorde det, men også af hensyn til børnene, som kun i de færreste tilfælde har fordel af ikke at leve sammen med begge deres forældre. Menneskeracen er nu engang stadig så vidunderligt primitivt indrettet, at dens medlemmer er villige til gå uendeligt langt for deres biologiske afkom, og takket være denne mekanisme vokser de fleste børn op og bliver sunde og harmoniske mennesker. På statistikkerne kan man dog se, at de børn, der vokser op med to biologiske forældre klarer sig gennemsnitligt bedre i voksenlivet, end de børn der må nøjes med én. Og det er vel ikke så sært, når man tænker over det - to der bor sammen har nu engang større ressourcer at sætte ind i børnenes tjeneste end én, der bor for sig selv.
Så derfor kan man da også føle sig en anelse snydt, når de i Kongehuset, som så mange ser op til, og som har alle forudsætninger for ved eget eksempel at vise, at det stadig kan lade sig gøre at holde sammen på en familie, bare sådan bliver skilt for et godt ord. I stedet må vi nu døje med kommentatorer på tv, som fortæller os, at familielivet hos Joachim og Marie, Alexandra og Martin, Nicolai og Felix - uanset hvor de to drenge holder til i denne uge - viser os, at Kongehuset er moderne, fulgt med tiden og lever på samme almindelige måde som den gennemsnitlige danske familie. Fri os for denne moderne almindelighed! Hvis vi endelig skal betale til Kongehuset, så må vi ærligt talt kunne forvente, at dets medlemmer lever langt mere ualmindeligt og ja - forbilledligt.
