"Hvis man opgiver sine tidligere synspunkter, som man er kendt for, og som man har stået for i en generation eller to, så skaber det forvirring hos vælgerne. De tænker, 'når de borgerlige politikere ikke vil have deres holdninger længere, så skal jeg vel heller ikke have dem'."
Sådan sagde Danmarks tidligere statsminister, Poul Schlüter, sidste år, da Ugebrevet A4 første gang dokumenterede danskernes venstredrejning i Anders Fogh Rasmussens tid som statsminister. Og så enkelt kan det også siges nu, hvor den kedelige udvikling bekræftes af en gentagelse af undersøgelsen, som er blevet foretaget seks gange siden 1979.
Anders Fogh Rasmussens tilbagevendende taler om, at han er blevet klogere, mere moden og aldeles omvendt til en erkendelse af den socialdemokratiske velfærdsstats lyksaligheder og andre borgerlige politikeres følgen trop, har selvfølgelig ikke været uden omkostninger for meningsdannelsen. Siden 2001 har f.eks. ingen ledende borgerlige politikere villet tale imod den offentlige forsørgelse af 25 procent af befolkningen i den arbejdsdygtige alder, og ingen har undsagt det socialistiske synspunkt, at det skulle være unfair, hvis de dygtige og flittige får forholdsmæssigt mest ud af væksten i økonomien. Hvem kan så undre sig over, at kun 16 procent af danskerne i dag ifølge undersøgelsen synes, at folk i højere grad "burde klare sig uden sociale sikringer og bidrag fra samfundet", og at hele 61 procent omvendt mener, at "forskellene i levestandard og indtægter er stadig for store i vores land".
Fra Venstres top lyder beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens påstand, at der slet ikke er en modsætning mellem vælgernes nye holdninger og den politik, som et moderne liberalt parti bør føre. Det er kun en gammeldags dogmatisk liberalisme, som har et problem i det nuværende holdningsmiljø, mener han. Men da fem af Venstres folketingsmedlemmer sidste år af Berlingske Tidende blev bedt om at svare på de samme spørgsmål, som Ugebrevet A4 har stillet vælgerne, viste det sig, at de fire, heriblandt undervisningsminister Bertel Haarder, stadig - men i modsætning til vælgerne - var lige højreorienterede. Vælgerne har således bevæget sig væk fra de holdninger, som i Venstre er de mest dominerende, og det udgør naturligvis et problem for partiet, selvom lige præcis Claus Hjort Frederiksen synes at være fuldstændig ligeglad med, om man taber opbakning til sine holdninger, så længe han kan få lov at beholde sin ministerpost.
I 2003 sagde Anders Fogh Rasmussen i et ofte citeret interview i Weekendavisen: "Jeg har faktisk den opfattelse, at det at sætte dagsordenen i værdidebatten ændrer samfundet meget mere end de der lovgivningsændringer. Nu taler jeg kultur i bred forstand: Det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid. Ikke den økonomiske politik. Ikke teknokratiske ændringer af lovgivningssystemer. Det afgørende er, hvem der får held til at sætte dagsordenen i værdidebatten."
Med de ord gav statsministeren ikke kun en analyse af, hvordan borgerlige danskere ved at påvirke meningsdannelsen kan få mere at sige over den førte politik i fremtiden. Han gav også forklaringen på, hvorfor det siden 2001 er gået så galt med meningsdannelsen, når det handler om danskernes syn på velfærdsstaten: Det er fordi, man helt er ophørt med sætte dagsordenen i den værdidebat.
Sådan sagde Danmarks tidligere statsminister, Poul Schlüter, sidste år, da Ugebrevet A4 første gang dokumenterede danskernes venstredrejning i Anders Fogh Rasmussens tid som statsminister. Og så enkelt kan det også siges nu, hvor den kedelige udvikling bekræftes af en gentagelse af undersøgelsen, som er blevet foretaget seks gange siden 1979.
Anders Fogh Rasmussens tilbagevendende taler om, at han er blevet klogere, mere moden og aldeles omvendt til en erkendelse af den socialdemokratiske velfærdsstats lyksaligheder og andre borgerlige politikeres følgen trop, har selvfølgelig ikke været uden omkostninger for meningsdannelsen. Siden 2001 har f.eks. ingen ledende borgerlige politikere villet tale imod den offentlige forsørgelse af 25 procent af befolkningen i den arbejdsdygtige alder, og ingen har undsagt det socialistiske synspunkt, at det skulle være unfair, hvis de dygtige og flittige får forholdsmæssigt mest ud af væksten i økonomien. Hvem kan så undre sig over, at kun 16 procent af danskerne i dag ifølge undersøgelsen synes, at folk i højere grad "burde klare sig uden sociale sikringer og bidrag fra samfundet", og at hele 61 procent omvendt mener, at "forskellene i levestandard og indtægter er stadig for store i vores land".
Fra Venstres top lyder beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens påstand, at der slet ikke er en modsætning mellem vælgernes nye holdninger og den politik, som et moderne liberalt parti bør føre. Det er kun en gammeldags dogmatisk liberalisme, som har et problem i det nuværende holdningsmiljø, mener han. Men da fem af Venstres folketingsmedlemmer sidste år af Berlingske Tidende blev bedt om at svare på de samme spørgsmål, som Ugebrevet A4 har stillet vælgerne, viste det sig, at de fire, heriblandt undervisningsminister Bertel Haarder, stadig - men i modsætning til vælgerne - var lige højreorienterede. Vælgerne har således bevæget sig væk fra de holdninger, som i Venstre er de mest dominerende, og det udgør naturligvis et problem for partiet, selvom lige præcis Claus Hjort Frederiksen synes at være fuldstændig ligeglad med, om man taber opbakning til sine holdninger, så længe han kan få lov at beholde sin ministerpost.
I 2003 sagde Anders Fogh Rasmussen i et ofte citeret interview i Weekendavisen: "Jeg har faktisk den opfattelse, at det at sætte dagsordenen i værdidebatten ændrer samfundet meget mere end de der lovgivningsændringer. Nu taler jeg kultur i bred forstand: Det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid. Ikke den økonomiske politik. Ikke teknokratiske ændringer af lovgivningssystemer. Det afgørende er, hvem der får held til at sætte dagsordenen i værdidebatten."
Med de ord gav statsministeren ikke kun en analyse af, hvordan borgerlige danskere ved at påvirke meningsdannelsen kan få mere at sige over den førte politik i fremtiden. Han gav også forklaringen på, hvorfor det siden 2001 er gået så galt med meningsdannelsen, når det handler om danskernes syn på velfærdsstaten: Det er fordi, man helt er ophørt med sætte dagsordenen i den værdidebat.
