Berlingske Tidende kunne forleden fortælle, at danskerne ikke er så glade for privatiseringer: De tror ikke på, det kan betale sig. Ræsonnementet - som nogle måske genkender fra middagsselskaber - er som følger: Private virksomheder skal levere profit til ejerne; det skal offentlige virksomheder ikke (og hvis de gør, kommer pengene alle til gode). Ergo må offentlige virksomheder nødvendigvis levere billigere varer.
Umiddelbart lyder det logisk, og tit møder man også privatiseringstilhængere, der abonnerer på den opfattelse. De argumenterer så for, at privat ejerskab er moralsk rigtigt, og/eller at private virksomheder er så effektive, at de kan overkomme dette medfødte handicap og levere både profit til ejere og et bedre produkt til en lavere pris.
Det er sandt nok, men man behøver ikke forklare udenom. For selve grundpræmissen (at profit-elementet gør privat produktion dyrere end offentlig produktion) bygger på en økonomisk fejlslutning af den type, som den franske økonom og filosof Frédéric Bastiat yndede at udstille (og fra hvem det meste af overskriften er lånt).
Det man ser, er en offentlig virksomhed, der (måske) kan levere til en lavere pris end sin private konkurrent.
Det man ikke ser, er det manglende afkast borgerne ikke får fra de investeringer de kunne have foretaget for de penge, som staten i første omgang tog fra dem for at starte virksomheden.
Lad os tage det skridt for skridt:
Vi har to identiske samfund, som begge behøver energi. I samfund A vil man have billig strøm, så man beslutter at oprette et statsligt energiselskab. I samfund B har man læst Bastiat, så der lader man private kræfter selv etablere et energiselskab.
At etablere et energiselskab er ikke gratis. Det kræver kapital. I samfund A findes pengene ved at beskatte borgerne. I samfund B er det private investorer, der frivilligt hoster op med pengene.
Vi antager, at selskaberne anvender identiske produktionsmetoder, har nøjagtig lige kompetente ledere og medarbejdere og samme strategi. De kan derfor producere den energi, deres samfund behøver, til samme pris.
I samfund A skal energiselskabet ikke give profit, så dér kan borgerne få deres energi for fremstillingsprisen. I samfund B, derimod, skal investorerne bag energiselskabet have forrentet deres investering, hvorfor energien bliver solgt til produktionsprisen plus profit.
Er det så hele billedet? Selvfølgelig ikke. Borgerne i samfund A blev jo beskattet for at finansiere etableringen af energiselskabet. Den skattebetaling kunne de alternativt have investeret - og dermed have fået et afkast. Dette - manglende - afkast er det, man ikke ser. Men det er ikke desto mindre en omkostning, som borgerne i samfund A må betale for deres energi. Prisen for energi i samfund A er derfor nøjagtig den samme som i samfund B.
Sagen er den samme, selv om energiselskabet allerede er etableret (som statsejet), og man senere overvejer, om det kan betale sig at privatisere. Staten sælger selskabet til private investorer og giver pengene tilbage til borgerne. De nye ejere skal have deres investering forrentet og forhøjer derfor prisen på energi. Men borgerne har jo lige fået salgsprisen i hænderne, som de kan investere og få et afkast, der netop opvejer den højere pris, de nu skal betale for energi.
Hermed skulle enhver idé om billigere offentlig produktion være skudt ned - og ammunitionen til næste middagsselskab leveret: Selv i teorien er offentlig produktion ikke billigere end privat produktion. Hertil kommer så alle de andre gode argumenter for privatisering. Så nu er der ingen undskyldning for at svare forkert, næste gang Gallup spørger.
Umiddelbart lyder det logisk, og tit møder man også privatiseringstilhængere, der abonnerer på den opfattelse. De argumenterer så for, at privat ejerskab er moralsk rigtigt, og/eller at private virksomheder er så effektive, at de kan overkomme dette medfødte handicap og levere både profit til ejere og et bedre produkt til en lavere pris.
Det er sandt nok, men man behøver ikke forklare udenom. For selve grundpræmissen (at profit-elementet gør privat produktion dyrere end offentlig produktion) bygger på en økonomisk fejlslutning af den type, som den franske økonom og filosof Frédéric Bastiat yndede at udstille (og fra hvem det meste af overskriften er lånt).
Det man ser, er en offentlig virksomhed, der (måske) kan levere til en lavere pris end sin private konkurrent.
Det man ikke ser, er det manglende afkast borgerne ikke får fra de investeringer de kunne have foretaget for de penge, som staten i første omgang tog fra dem for at starte virksomheden.
Lad os tage det skridt for skridt:
Vi har to identiske samfund, som begge behøver energi. I samfund A vil man have billig strøm, så man beslutter at oprette et statsligt energiselskab. I samfund B har man læst Bastiat, så der lader man private kræfter selv etablere et energiselskab.
At etablere et energiselskab er ikke gratis. Det kræver kapital. I samfund A findes pengene ved at beskatte borgerne. I samfund B er det private investorer, der frivilligt hoster op med pengene.
Vi antager, at selskaberne anvender identiske produktionsmetoder, har nøjagtig lige kompetente ledere og medarbejdere og samme strategi. De kan derfor producere den energi, deres samfund behøver, til samme pris.
I samfund A skal energiselskabet ikke give profit, så dér kan borgerne få deres energi for fremstillingsprisen. I samfund B, derimod, skal investorerne bag energiselskabet have forrentet deres investering, hvorfor energien bliver solgt til produktionsprisen plus profit.
Er det så hele billedet? Selvfølgelig ikke. Borgerne i samfund A blev jo beskattet for at finansiere etableringen af energiselskabet. Den skattebetaling kunne de alternativt have investeret - og dermed have fået et afkast. Dette - manglende - afkast er det, man ikke ser. Men det er ikke desto mindre en omkostning, som borgerne i samfund A må betale for deres energi. Prisen for energi i samfund A er derfor nøjagtig den samme som i samfund B.
Sagen er den samme, selv om energiselskabet allerede er etableret (som statsejet), og man senere overvejer, om det kan betale sig at privatisere. Staten sælger selskabet til private investorer og giver pengene tilbage til borgerne. De nye ejere skal have deres investering forrentet og forhøjer derfor prisen på energi. Men borgerne har jo lige fået salgsprisen i hænderne, som de kan investere og få et afkast, der netop opvejer den højere pris, de nu skal betale for energi.
Hermed skulle enhver idé om billigere offentlig produktion være skudt ned - og ammunitionen til næste middagsselskab leveret: Selv i teorien er offentlig produktion ikke billigere end privat produktion. Hertil kommer så alle de andre gode argumenter for privatisering. Så nu er der ingen undskyldning for at svare forkert, næste gang Gallup spørger.
