Leder: Plummer, ytringsfriheden og Katrine Winkel Holm

Slettet Bruger,

07/09/2007

Hvis man gerne vil danne sig et billede af den offentlige debats totale forskruethed i Danmark, så kan man fordel kigge lidt på, hvordan DR-bestyrelsesmedlem Katrine Winkel Holm reagerer, når hun bliver spurgt, hvad hun synes om, at DR-generaldirektør Kenneth Plummer går rundt med en støtte-t-shirt for "Ungdomshuset": "Som bestyrelsesmedlem synes jeg, at det er under bagatelgrænsen. Jeg er næstformand i en ytringsfrihedsorganisation, og han må gå med de t-shirts, han vil. Det vil jeg ikke blande mig i," svarer hun.

Lad os lige tage en dyb indånding ...

For det første: Katrine Winkel Holms udtalelse er et rigtigt goddag-mand-økseskaft-svar. Ja, selvfølgelig har Plummer ret til at gå med en hvilken som helst t-shirt. Men DR har så sandelig også ret til at stille betingelser for hans ansættelse, herunder at han ikke skal gå med en t-shirt, der bakker op om Danmarks uden sammenligning mest voldelige politiske bevægelse igennem de seneste to årtier og dens krav om et klubhus finansieret af Københavns Kommune.

Vi kan tænke os til et hav af andre t-shirts, som uden den ringeste tvivl ville have fået Plummer i fedtefadet: "Fogh er go'!" med et portræt af statsministeren - Socialdemokraterne ville have hylet op! "Kvindens plads er i køkkenet" - kvindebevægelsen ville kræve ham fyret på stedet! "Jeg er også gået over til Prince" - ramaskrig i sundhedsindustrien! Så ja, selvfølgelig har generaldirektøren ytringsfrihed, men han ville hurtigt få at føle, at han ikke har krav på at være ansat i DR, hvis han med sine ytringer bevægede sig ind på mere politisk ukorrekte områder end opbakning til venstrefløjsgrupperinger med massiv vold og hærværk på samvittigheden.

For det andet: Katrine Winkel Holm er normalt en af de mest klartseende og velformulerede debattører, som det borgerlige Danmark kan byde på. At end ikke hun vil bruge sin plads i Danmarks Radios bestyrelse til at forklare Plummer, at han skader medieinstitutionens anseelse ved at rende rundt offentligt med støttebudskaber for den ekstreme venstrefløj, ville - hvis man som borgerlig ikke var vant til så mange svigt - være chokerende. Sådan står det altså til med den offentlige debat i Danmark, at hvis en person som Katrine Winkel Holm udpeges til bestyrelsen for Danmarks Radio - i håb om at hun vil gøre en forskel der - så kan man end ikke forvente, at hun vil påtale den helt åbenlyse tåbelighed, som Kenneth Plummer har begået med sin opbakning til grupper, som for blot få måneder bragte politibetjentes liv i fare med voldsomme angreb, og som raserede store dele af København med stenkast og ildspåsættelse.

Det kunne minsandten se ud, som om Katrine Winkel Holm her ikke optræder som borgerlig, men som den spidsborger om hvem hun selv har skrevet i bogen Den konservative årstid: "Spidsborgeren er [...] en borger, der mangler den helt afgørende borgerdyd: civil courage. Det mod, der skal til at bryde den gode tone. Det mod, der gør én villig til at tage opgør, hvis det er nødvendigt."

Kilde: