Så fandt regeringen i forbindelse med forhandlingerne med de offentligt ansatte sørme igen et råderum, denne gang på 6,5 milliarder kroner. Og ja, igen blev det brugt på endnu mere forbrug i verdens i forvejen næstmest spenderlystne offentlige sektor i stedet for skattelettelser. Det er jo ved at være en vanesag det her.
De politiske kommentatorer på angiveligt borgerlige aviser som Jyllands-Posten og Berlingske Tidende er for længst gået i selvsving over, hvor genial Fogh er sådan at købe sig til de offentligt ansatte stemmer ved at bruge lidt af kernevælgernes penge, så det er også, som det plejer at være. Vi venter stadig på den dag, hvor disse orakler fortæller deres læsere, som altså betaler Foghs gilde, hvornår alle de stemmer, som skrabes sammen, skal bruges til at føre en borgerlig politik til gavn for landet. Altså, at kommentatorerne forholder sig kritisk til, hvordan det går med at nå de mål, som burde være udgangspunkter for, at regeringspartierne overhovedet stræber efter regeringsmagten.
Men vi kommer til at vente længe, for de politiske kommentatorer er i dag så sammensmeltet med det politiske liv, at de i deres analyser kun vurderer begivenhederne på Christiansborg fra politikernes helt private synsvinkel. Det eneste, der tæller for dem, når de analyserer, er hvordan det går for politikerne i kampen om de højt gagerede og prestigefyldte ministerposter. De folk, som har udpeget politikerne i forventning om, at de ville kæmpe deres sag, og som gerne vil vide, hvordan det går på det område, er helt forsvundet fra fokus.
Politikerne opfatter politik som en profession, ikke som en sag, og pressens kommentatorer retter ind efter magthaverne og bedømmer deres gerninger efter samme målestok. Også selvom befolkningen, pressens kunder, stadig har den gammeldags opfattelse, at politikerne skal bedømmes på, om de gør gavn, ikke efter deres dygtighed til at mele deres egen kage.
Kritisk journalistik? Det findes ikke blandt nogle af pressens mest fremtrædende medarbejdere. Dertil er de for sovset ind i tankegangen hos de mennesker, de skal skrive kritisk om.
De politiske kommentatorer på angiveligt borgerlige aviser som Jyllands-Posten og Berlingske Tidende er for længst gået i selvsving over, hvor genial Fogh er sådan at købe sig til de offentligt ansatte stemmer ved at bruge lidt af kernevælgernes penge, så det er også, som det plejer at være. Vi venter stadig på den dag, hvor disse orakler fortæller deres læsere, som altså betaler Foghs gilde, hvornår alle de stemmer, som skrabes sammen, skal bruges til at føre en borgerlig politik til gavn for landet. Altså, at kommentatorerne forholder sig kritisk til, hvordan det går med at nå de mål, som burde være udgangspunkter for, at regeringspartierne overhovedet stræber efter regeringsmagten.
Men vi kommer til at vente længe, for de politiske kommentatorer er i dag så sammensmeltet med det politiske liv, at de i deres analyser kun vurderer begivenhederne på Christiansborg fra politikernes helt private synsvinkel. Det eneste, der tæller for dem, når de analyserer, er hvordan det går for politikerne i kampen om de højt gagerede og prestigefyldte ministerposter. De folk, som har udpeget politikerne i forventning om, at de ville kæmpe deres sag, og som gerne vil vide, hvordan det går på det område, er helt forsvundet fra fokus.
Politikerne opfatter politik som en profession, ikke som en sag, og pressens kommentatorer retter ind efter magthaverne og bedømmer deres gerninger efter samme målestok. Også selvom befolkningen, pressens kunder, stadig har den gammeldags opfattelse, at politikerne skal bedømmes på, om de gør gavn, ikke efter deres dygtighed til at mele deres egen kage.
Kritisk journalistik? Det findes ikke blandt nogle af pressens mest fremtrædende medarbejdere. Dertil er de for sovset ind i tankegangen hos de mennesker, de skal skrive kritisk om.
