De konservative har siden sidste valg
været usikre på, hvor stærkt de skulle kræve at få de skattelettelser,
som de fik indskrevet i regeringsgrundlaget: På den ene side
vil
de konservative forfærdelig gerne have lettet de højeste
marginalskatter; på den anden side ved de, at både Venstre og Dansk Folkeparti er imod.
"Konservative skattelettelser" - enten gennemført ufinansieret eller ved mådehold i det offentlige forbrug - har Bendt Bendtsen stået helt alene med, hvilket mere end én gang har fået den konservative leder til at ryste på hånden. Få husker det, men Bendtsen blev faktisk allerede sidste år citeret for, at De Konservative var villige til at forlade regeringen, hvis ikke der kom skattelettelser i denne valgperiode. Få journalister samlede tråden op, og det har da også - i hvert fald udadtil - syntes som om Bendtsen selv har glemt ordene. Det Konservative vægelsind skyldes ikke mindst, at det har været svært at spore nogen vælgermæssig konsekvens i meningsmålingerne: Hvis det borgerlige Danmark vitterlig ønsker skattelettelser, hvorfor har man så ikke set en massiv vælgervandring til de Konservative fra Venstre og Dansk Folkeparti, hver gang Bendtsen har krævet skattelettelser - men Fogh og Kjærsgaard har sagt nej?
Tvivlen - både over muligheden for at gennemføre projektet og over vælgernes reaktion - har gang på gang fået De Konservative til at vakle.
Alt dette er ændret med dannelsen af Ny Alliance og deres beslutning om at gøre en markant skattelettelse til en hjørnesten i deres politik - samtidig med at de både er villige til at pege på Fogh som statsminister; og til at acceptere skattestoppet.
For de konservative betyder dette, at lurepasseriet er forbi! De skal og må forlange skattelettelser i denne valgperiode - og være villige til at forlade regeringen, hvis ikke ønsket efterkommes. Alternativet er en garanteret ydmygelse ved næste folketingsvalg, hvor skuffede konservative vælgere i stor stil må forventes at flytte deres kryds til Ny Alliance.
Samtidig er den parlamentariske virkelighed for alvor ændret i de konservatives favør - hvis bare Bendtsen tør stå fast.
Lad os lege lidt med tanken: Antag at Bendtsen går til Fogh med følgende ultimatum: Skattelettelser eller de konservative forlader regeringen.
Hvis Fogh siger nej, og de Konservative forlader regeringen, så bliver det en stakket frist for statsministeren. For selv om Bendtsen selvfølgelig fortsat peger på Fogh som Statsminister - og der derfor ikke udskrives valg med det samme - så rammer den barske virkelighed allerede Venstre-regeringen, når efterårets finanslov skal forhandles på plads. Det nødvendige flertal kan kun leveres med stemmer fra både Dansk Folkeparti og De Konservative i forening. Alle øvrige partier har som erklæret mål at vælte regeringen, og hvem kan forestille sig Vestager eller Thorning overleve, at holde hånden over Fogh, hvis lejligheden byder sig.
En sådan finanslovsforhandling kan meget nemt blive et mareridt for Fogh, der vil møde et Konservativt Folkeparti fast besluttet på at udnytte deres nøgleposition mindst lige så meget, som de selv føler, at Dansk Folkeparti har udnyttet deres lignende position ved tidligere forhandlinger. Resultatet bliver enten markante skattelettelser - eller valg, hvis Fogh og Kjærsgaard ikke vil bøje sig.
Og et valg i den situation er bestemt ikke det værste, De Konservative kan ønske sig: Under alle omstændigheder vil de stå stærkere ved et skattevalg i den situation, end ved at møde vælgerne som regeringspartner uden at have leveret skattelettelser. De vil stadig skulle kæmpe med Ny Alliance om "skattevælgerne", men de vil kunne gøre det meget mere overbevisende. Og de vil - sammen med Ny Alliance - kunne gøre et kraftigt indhug i skaren af utilfredse venstrevælgere.
Næsten uanset, hvordan valget går, vil det imidlertid ikke hjælpe Kjærsgaard og Fogh. I bedste fald kan Fogh fortsætte som statsminister - men nu kun med støtte fra både Dansk Folkeparti, De Konservative og Ny Alliance. I forhold til skattelettelser står regeringen således rent parlamentarisk endnu svagere end før valget. I værste fald kan valget finde på at afdække nogle helt nye regeringsmuligheder hen over midten. Og frigjort fra regeringen i god tid inden valget, har De Konservative sådan set ingen forpligtelse til at støtte Fogh - især ikke, hvis de kan tilbydes et bedre alternativ. Hvor utænkeligt (eller skræmmende) det end kan lyde i dag, kan et valg på det grundlag sende Bendtsen i statsministeriet!
Alt det ved Fogh godt; og derfor er det da også sandsynligt, at han i sidste ende vil bøje sig for Bendtsens ultimatum, og gøre skattelettelser til regeringens politik. Men det vil ikke ske uden sværdslag, og uden store bestræbelser på dels at udskyde lettelsen - gerne til 2009 eller senere; dels på at ændre lettelsernes "sociale profil", så det bliver i bunden snarere end i toppen, der skæres.
Her bør Bendtsen imidlertid indse, at det er ham, der sidder med trumferne, og stå fast: Han kan godt leve med at indfasningen sker over en anseelig årrække; men lettelsen skal påbegyndes pr. 1. januar 2008, så De Konservative ikke fanges af et valg i det samme efterår. Og reformen skal indebære en betydelig reduktion af den højeste marginalskat - gerne ned under de 50 procent, som De Konservative har talt om i årevis.
Nu har regeringen som bekendt ikke flertal uden Dansk Folkeparti, og regeringens skatteforslag skal derfor have støtte fra Thulesen Dahl, der gentagende gange kategorisk har afvist De Konservatives krav om skattelettelser, og som uden tvivl ville sætte særskilt pris på, at kunne ydmyge Bendtsen på dette punkt. Dansk Folkeparti vil derfor uden tvivl søge at udvande regeringens forslag, og true med at stemme imod og dermed vælte regeringen.
Dette bør Fogh og især Bendtsen imidlertid tage i stiv arm - for der er ingen, der har mere at miste ved et hurtigt valg end Dansk Folkeparti. Der vil nemlig ikke være meget anderledes ved et sådan valg i forhold til det ovenfor beskrevne - bortset fra, at der nu ikke vil være to, men hele tre borgerlige partier, der går til valg på skattelettelser: Ny Alliance, De Konservative og Venstre. Selv om Dansk Folkeparti - som eneste nominelt borgerlige parti imod skattelettelser - måske vil kunne profitere på den position, så vil de ikke kunne bruge de vundne mandater til meget. Efter alt at dømme vil VK-regeringen kunne fortsætte, men nu kun med støtte fra både DF og NA - og det vil kun isolere Dansk Folkeparti yderligere i skattediskussionen.
Hvis Kjærsgaard og Thulesen Dahl har lavet ovenstående kalkule, vil de indse, at deres bedste chance sådan set er at sluge De Konservatives krav om skattelettelser - men samtidig selvfølgelig tage sig så godt betalt som muligt. Hvor meget de end hader De Konservative, så bør de endnu mere frygte et stærkt Ny Alliance. Et Folketing, hvor VK-regeringen skal forhandle både med Dansk Folkeparti og Ny Alliance vil få både Kjærsgaard og Thulesen Dahl til at længes efter de stabile VKO-dage.
Ved at give efter for De Konservatives skattekrav kan Dansk Folkeparti ikke alene sikre, at folketingsvalget udskydes til en gang i efteråret 2008 (til hvilken tid Ny Alliance ikke længere er så ny, og tilslutningen uden tvivl er dalet betydeligt); de vil samtidig afværge en massiv vælgerflugt fra K (og V) ved valget, når det kommer. Hvis de er heldige, er det lige, hvad der skal til, for at VKO-flertallet forbliver intakt.
