Leder: Irsk blasfemi

Irland har netop vedtaget en ny blasfemilov, som skal forhindre, at irerne på tryk og i tale støder religiøse menneskers følelser

Slettet Bruger,

29/07/2009

Irland har netop vedtaget en ny blasfemilov, som skal forhindre, at irerne på tryk og i tale støder religiøse menneskers følelser. Det kan derfor nu koste helt op til 190.000 kr. i bøde, hvis man er tilpas fornærmende eller skarp i sin kritik af alverdens religioner. Og ikke nok med det: Det irske politi har samtidig fået lov til at bryde ind i folks hjem og konfiskere bøger, der indeholder blasfemiske elementer.

Det lyder mildest talt som en lov, der er fra den mørke middelalder, ikke 2009. Man kan blive helt rundtosset alene af det faktum, at et vestligt demokrati overhovedet har fået den enfoldige idé at skærpe landets blasfemilov på den måde. Men sådan ser virkeligheden desværre ud i Irland. Så lad os for en god ordens skyld lige opsummere, hvorfor denne lovgivning aldrig må sprede sig til de resterende vestlige demokratier.

Hvis man vedtager en lovgivning, der straffer blasfemi, er det naturligvis en begrænsning af ytringsfriheden. Og som vi alle har lært gennem de seneste par år, er ytringsfriheden ikke meget værd, hvis den ikke også kan bruges til at sige de ting, som folk ikke vil høre. Man kan eksempelvis ikke have kritisk forskning, hvis man ikke er fri til at indsamle oplysninger og stille spørgsmål ved gængse forestillinger. Der er heller ingen retfærdig rettergang, hvis man ikke er i stand til at tale frit i en retssal. Og endeligt er der ingen demokratisk debat, hvis man ikke kan argumentere, diskutere og udfordre hinanden. Vigtige kerneelementer i det oplyste demokrati bliver altså direkte undermineret af en skrap blasfemilov. Det er en meget høj pris at betale for at beskytte religiøse menneskers følelser.

Derudover kan man spørge om det vitterlig er så galt at ytre sig blasfemisk. For hvad er der egentlig galt ved at opfordre til intens modvilje mod en religion, hvis religionen faktisk er så irrationel, frihedsberøvende og farlig, at den fortjener at blive mødt med intens modvilje? Ingen nævnt, ingen glemt...

Til sidst er det også værd at bemærke, at blasfemi er en evig kilde til morskab for alle os, som mener, at det er fornuften, man skal vise respekt, og ikke tilfældige religiøse idiosynkrasier. Verden ville simpelthen bare være et fattigere sted uden blasfemiske tegneseriestriber og blasfemiske animerede følgetoner.

Kilde: