20 procent af vælgerne er offentligt ansatte, men i Folketinget kommer 45 procent af de folkevalgte fra stillinger i staten, regionerne eller kommunerne. Hvornår foreslår nogen mon kvoter for offentligt ansatte i Folketinget på samme måde, som der florerer idéer om kvoter for kvinder i virksomhedsbestyrelserne? Det sker nok ikke, men her ville det da være mere på sin plads. Om virksomheder har den rette sammensætning af deres bestyrelser er jo, når det kommer til stykket, deres eget problem. Ingen andre end dem selv lider skade, hvis de har valgt mindre duelige mænd til posterne frem for dygtige kvinder.
Men når de offentligt ansatte, som egentlig skulle levere en service til samfundets medlemmer for de penge, som kræves ind med trusler om fængselsstraf, er tæt på at sætte sig på majoriteten i den forsamling, som bestemmer, hvor mange penge der skal opkræves, og hvilke grene af det offentlige apparat som skal modtage dem, så er vi ude i et mere betænkeligt forhold. Tænk hvis vi alle var tvunget til at gøre vores dagligvareindkøb i butikker fra Coop-koncernen, og det oven i købet var Coop-ansatte, der skulle bestemme, hvilke varer vi kunne få, og hvor meget vi skulle betale for dem ... Hvilket mareridt! Men situationen er jo helt tilsvarende, hvis de offentligt ansatte - som de er tæt på nu - opnår samme magtfulde status.
Vi er kommet så langt, fordi offentligt ansatte modsat privat ansatte ikke mister værdi på arbejdsmarkedet, når de helliger sig politik. Der er rigelig mulighed for at gøre karriere i politik, hvis man er lærer, præst i folkekirken, politibetjent, officer i forsvaret eller læge. De offentlige arbejdsgivere er ligeglade med, at politikerspiren ikke er helt så fokuseret på arbejdet, men må rende til møder hele tiden, og der er ingen kunder, som smutter fra biksen i protest mod medarbejdernes politiske aktivisme - de har jo kun det ene sted at gå hen. I private virksomheder er man mere skeptiske, når man hører, at den håbefulde ansøger agter at kæmpe for en politisk karriere i sin fritid. Kan han så også passe sit arbejde, og hvad vil kunderne tænke? spørger man sig selv.
Og således går det til, at vi nu nærmer os en tilstand, hvor dem, der skulle servicere os, har taget magten, så forholdet vendes på hovedet - nu kan de kommandere os til at servicere dem under de velkendte kampråb: Velfærd til alle (offentligt ansatte), Mere i løn (til offentligt ansatte) og Flere hænder (så de offentligt ansatte ikke behøver lave så meget) ... Og hvis I ikke vil give det frivilligt, så får vi bare Pia Kjærsgaard til true det igennem overfor regeringen!
Men når de offentligt ansatte, som egentlig skulle levere en service til samfundets medlemmer for de penge, som kræves ind med trusler om fængselsstraf, er tæt på at sætte sig på majoriteten i den forsamling, som bestemmer, hvor mange penge der skal opkræves, og hvilke grene af det offentlige apparat som skal modtage dem, så er vi ude i et mere betænkeligt forhold. Tænk hvis vi alle var tvunget til at gøre vores dagligvareindkøb i butikker fra Coop-koncernen, og det oven i købet var Coop-ansatte, der skulle bestemme, hvilke varer vi kunne få, og hvor meget vi skulle betale for dem ... Hvilket mareridt! Men situationen er jo helt tilsvarende, hvis de offentligt ansatte - som de er tæt på nu - opnår samme magtfulde status.
Vi er kommet så langt, fordi offentligt ansatte modsat privat ansatte ikke mister værdi på arbejdsmarkedet, når de helliger sig politik. Der er rigelig mulighed for at gøre karriere i politik, hvis man er lærer, præst i folkekirken, politibetjent, officer i forsvaret eller læge. De offentlige arbejdsgivere er ligeglade med, at politikerspiren ikke er helt så fokuseret på arbejdet, men må rende til møder hele tiden, og der er ingen kunder, som smutter fra biksen i protest mod medarbejdernes politiske aktivisme - de har jo kun det ene sted at gå hen. I private virksomheder er man mere skeptiske, når man hører, at den håbefulde ansøger agter at kæmpe for en politisk karriere i sin fritid. Kan han så også passe sit arbejde, og hvad vil kunderne tænke? spørger man sig selv.
Og således går det til, at vi nu nærmer os en tilstand, hvor dem, der skulle servicere os, har taget magten, så forholdet vendes på hovedet - nu kan de kommandere os til at servicere dem under de velkendte kampråb: Velfærd til alle (offentligt ansatte), Mere i løn (til offentligt ansatte) og Flere hænder (så de offentligt ansatte ikke behøver lave så meget) ... Og hvis I ikke vil give det frivilligt, så får vi bare Pia Kjærsgaard til true det igennem overfor regeringen!
