Debatten om kollektiv eller individuel straf, som i flere omgange - og nu igen - er blevet affødt af Blekingegadebandens mord på en ung politibetjent og bandemedlemmernes efterfølgende holden hånden over hinanden, er helt forfejlet. For naturligvis skal vi ikke have kollektiv straf i Danmark. Mennesker skal ikke dømmes for en forbrydelse, som de ikke har begået og aldrig har haft til hensigt at begå, selvom de færdes sammen med andre, som ikke har de samme skrupler. Men det betyder bestemt ikke, at Blekingegadebandens medlemmer skulle slippe for straf for det mord, som en af dem begik, blot fordi de efterfølgende ikke ville udtale sig om begivenhederne.
Den, der deltager i et væbnet røveri, som resulterer i et mord, må som udgangspunkt formodes at være i det mindste medskyldig i mordet, med mindre han vil fortælle, hvorfor han bør friholdes for skyld. At alle bandens medlemmer holder hånden over den, der affyrede skuddet, må betragtes som at gruppen gør fælles front mod domstolen og påtager sig et fælles ansvar. Hvis intet medlem vil stille sig frem og sige, "det var ikke mig, men ham der gjorde det", så må det være udtryk for, at alle gruppens medlemmer solidariserer sig med handlingen og betragter den som udført på vegne af hele gruppen i overensstemmelse med en fælles plan, ikke som en uoverlagt individuel handling. Udgangspunktet må være, at medlemmerne jo nok holder mund, fordi de ikke vil inkriminere sig selv.
Politikerne taler nu om, at der er behov for nye regler, som muliggør kollektiv straf, men måske er det slet ikke nødvendigt. Måske blev der bare truffet en forkert beslutning af retsformand Bent Otken, da han ved Østre Landsret belærte nævningerne om, at det måtte anses "for overvejende betænkeligt at antage, at gerningsmændene til røveriet har været indforstået med, at man eventuelt skulle skyde med overvejende risiko for at dræbe en eventuel forfølger".
Det forhold, at Blekingegadebandens medlemmer efterfølgende holdt hånden over hinanden vidnede jo ikke just om, at de ikke var indforståede. Det handler ikke om kollektiv straf, det her, men om anvendelse af almindelig sund fornuft.
Den, der deltager i et væbnet røveri, som resulterer i et mord, må som udgangspunkt formodes at være i det mindste medskyldig i mordet, med mindre han vil fortælle, hvorfor han bør friholdes for skyld. At alle bandens medlemmer holder hånden over den, der affyrede skuddet, må betragtes som at gruppen gør fælles front mod domstolen og påtager sig et fælles ansvar. Hvis intet medlem vil stille sig frem og sige, "det var ikke mig, men ham der gjorde det", så må det være udtryk for, at alle gruppens medlemmer solidariserer sig med handlingen og betragter den som udført på vegne af hele gruppen i overensstemmelse med en fælles plan, ikke som en uoverlagt individuel handling. Udgangspunktet må være, at medlemmerne jo nok holder mund, fordi de ikke vil inkriminere sig selv.
Politikerne taler nu om, at der er behov for nye regler, som muliggør kollektiv straf, men måske er det slet ikke nødvendigt. Måske blev der bare truffet en forkert beslutning af retsformand Bent Otken, da han ved Østre Landsret belærte nævningerne om, at det måtte anses "for overvejende betænkeligt at antage, at gerningsmændene til røveriet har været indforstået med, at man eventuelt skulle skyde med overvejende risiko for at dræbe en eventuel forfølger".
Det forhold, at Blekingegadebandens medlemmer efterfølgende holdt hånden over hinanden vidnede jo ikke just om, at de ikke var indforståede. Det handler ikke om kollektiv straf, det her, men om anvendelse af almindelig sund fornuft.
