"De udgør jo halvdelen af befolkningen, og så skal de selvfølgelig også have halvdelen af pladserne de steder, hvor der bliver truffet beslutninger," siger Politikens lederskribent, Lars Hedebo Olsen. Om kvinder, naturligvis. Det samme siger feministerne samt den del af Olsens kønsfæller, som synes at være villige til at give deres højre testikel for at holde sig på god fod med dem.
Nu træffes beslutninger jo mange steder, og ikke kun i de virksomheder, som Politiken og Helle Thorning-Schmidt med vold og magt vil udstyre med mindst 40 procent kvinder i deres bestyrelser. Virksomhederne og deres ledere er, når det kommer til stykket, selv kun vindbøjtler for de vindstød, der kommer fra forbrugerne, når disse beslutter at købe den ene, den anden eller den tredje vare. Virksomhedslederne bestemmer intet andet end hvilken strategi, der skal lægges for at imødekomme de behov, som forbrugerne giver udtryk for ude i butikkerne.
Hos forbrugerne, dem der i virkeligheden har magten over virksomhederne, bestemmer kvinder en hel del mere end halvdelen. Enlige kvinder bestemmer naturligvis ikke mere end enlige mænd, men i husstande hvor der både er en kvinde og en mand, bestemmer kvinder typisk mest. De bestemmer, hvilken mad der skal spises, hvilket tøj de selv, børnene og ofte også manden skal have på, hvilke møbler huset skal indeholde, hvor sommerferien skal tilbringes, hvilke planter der skal indkøbes til haven, hvornår det er tid til at opsætte et nyt køkken o.s.v. Sådan er det ikke alle steder, men de fleste.
I virkeligheden er det altså i højere grad kvinder, der bestemmer over virksomhederne, end det er mænd. Mændene i bestyrelserne er reduceret til at træffe beslutninger om, hvordan virksomhederne bedst muligt kan servicere de forbrugende kvinder.
Det ses i øvrigt også i Politiken. Over halvdelen af avisens læsere er kvinder, og det er årsagen til, at alle de mandlige beslutningstagere på Politikens redaktion kappes om at fylde avisen med livsstilsstof, lange bløde føleinterviews, artikler om mennesker som det er synd for, og som burde have flere penge af det offentlige, kost- og motionsråd, anmeldelser af skønlitteratur, forbrugertips, ledere som bilder kvinder ind, at de er undertrykte - og alt muligt andet som kvinder i højere grad end mænd værdsætter.
Er det så ikke ret ligegyldigt, at ni ud af tolv bestyrelsesmedlemmer i JP/Politikens Hus er mænd?
Nu træffes beslutninger jo mange steder, og ikke kun i de virksomheder, som Politiken og Helle Thorning-Schmidt med vold og magt vil udstyre med mindst 40 procent kvinder i deres bestyrelser. Virksomhederne og deres ledere er, når det kommer til stykket, selv kun vindbøjtler for de vindstød, der kommer fra forbrugerne, når disse beslutter at købe den ene, den anden eller den tredje vare. Virksomhedslederne bestemmer intet andet end hvilken strategi, der skal lægges for at imødekomme de behov, som forbrugerne giver udtryk for ude i butikkerne.
Hos forbrugerne, dem der i virkeligheden har magten over virksomhederne, bestemmer kvinder en hel del mere end halvdelen. Enlige kvinder bestemmer naturligvis ikke mere end enlige mænd, men i husstande hvor der både er en kvinde og en mand, bestemmer kvinder typisk mest. De bestemmer, hvilken mad der skal spises, hvilket tøj de selv, børnene og ofte også manden skal have på, hvilke møbler huset skal indeholde, hvor sommerferien skal tilbringes, hvilke planter der skal indkøbes til haven, hvornår det er tid til at opsætte et nyt køkken o.s.v. Sådan er det ikke alle steder, men de fleste.
I virkeligheden er det altså i højere grad kvinder, der bestemmer over virksomhederne, end det er mænd. Mændene i bestyrelserne er reduceret til at træffe beslutninger om, hvordan virksomhederne bedst muligt kan servicere de forbrugende kvinder.
Det ses i øvrigt også i Politiken. Over halvdelen af avisens læsere er kvinder, og det er årsagen til, at alle de mandlige beslutningstagere på Politikens redaktion kappes om at fylde avisen med livsstilsstof, lange bløde føleinterviews, artikler om mennesker som det er synd for, og som burde have flere penge af det offentlige, kost- og motionsråd, anmeldelser af skønlitteratur, forbrugertips, ledere som bilder kvinder ind, at de er undertrykte - og alt muligt andet som kvinder i højere grad end mænd værdsætter.
Er det så ikke ret ligegyldigt, at ni ud af tolv bestyrelsesmedlemmer i JP/Politikens Hus er mænd?