Politik behandler mangel på talent nådigt.
Tag nu en mand som Venstres tidligere folketingstingsmedlem Jens Hald Madsen. Uden for politik har ingen virksomhed fundet hans lederegenskaber så værdifulde, at de var værd at betale penge for, men i politik har han både været erhvervs- og udenrigsordfører for sit parti, borgmester i Lejre Kommune, formand for Udenrigspolitisk Nævn og - ikke mindst - delegeret ved De Forenede Nationers generalforsamling i New York!
Og minsandten om ikke statsminister Lars Løkke Rasmussen tilsyneladende nu vil berede Jens Hald Madsen den glæde at hente ham ind fra den trøstesløse tilværelse uden for politik, som han for tiden må henslæbe sine dage i, fordi vælgerne heller ikke har påskønnet hans uegennyttige indsats for almenvellet, til en post som chef for Hjemmeværnet.
Men hvordan kan det mon være, at en mand, som ingen i det private erhvervsliv har fået øje på kvaliteterne ved, omvendt vurderes som det mest indlysende valg som leder for et militært foretagende som Hjemmeværnet? Og kan det mon passe, at netop han er det indlysende valg til posten?
Det sidste spørgsmål kan besvares med et rungende nej. Naturligvis er Jens Hald Madsen ikke den bedste mand på posten som leder af Hjemmeværnet. Hvis stillingen blev slået op, så alle kunne søge, ville der melde sig et utal af ansøgere med bedre kvalifikationer end ham. F.eks. folk som tidligere har haft lederstilling i det private erhvervsliv eller i Forsvaret.
Når Jens Hald Madsen alligevel ser ud til at få stillingen, så er der derfor kun én forklaring: Lars Løkke Rasmussen føler, at han skylder Hald Madsen den for gammelt venskabs skyld.
Og således gik det til, at Hjemmeværnet fik en ny leder.
Tag nu en mand som Venstres tidligere folketingstingsmedlem Jens Hald Madsen. Uden for politik har ingen virksomhed fundet hans lederegenskaber så værdifulde, at de var værd at betale penge for, men i politik har han både været erhvervs- og udenrigsordfører for sit parti, borgmester i Lejre Kommune, formand for Udenrigspolitisk Nævn og - ikke mindst - delegeret ved De Forenede Nationers generalforsamling i New York!
Og minsandten om ikke statsminister Lars Løkke Rasmussen tilsyneladende nu vil berede Jens Hald Madsen den glæde at hente ham ind fra den trøstesløse tilværelse uden for politik, som han for tiden må henslæbe sine dage i, fordi vælgerne heller ikke har påskønnet hans uegennyttige indsats for almenvellet, til en post som chef for Hjemmeværnet.
Men hvordan kan det mon være, at en mand, som ingen i det private erhvervsliv har fået øje på kvaliteterne ved, omvendt vurderes som det mest indlysende valg som leder for et militært foretagende som Hjemmeværnet? Og kan det mon passe, at netop han er det indlysende valg til posten?
Det sidste spørgsmål kan besvares med et rungende nej. Naturligvis er Jens Hald Madsen ikke den bedste mand på posten som leder af Hjemmeværnet. Hvis stillingen blev slået op, så alle kunne søge, ville der melde sig et utal af ansøgere med bedre kvalifikationer end ham. F.eks. folk som tidligere har haft lederstilling i det private erhvervsliv eller i Forsvaret.
Når Jens Hald Madsen alligevel ser ud til at få stillingen, så er der derfor kun én forklaring: Lars Løkke Rasmussen føler, at han skylder Hald Madsen den for gammelt venskabs skyld.
Og således gik det til, at Hjemmeværnet fik en ny leder.
