Det frie skolevalg skal ikke ophæves i København - som et flertal af politikerne i Københavns Borgerrepræsentation foreslår
- selvom det frie valg gør det muligt for danske forældre at fravælge
skolerne på f.eks. Nørrebro, hvor der så kun er børn med
indvandrerbaggrund tilbage. De skoler, som fravælges, er utvivlsomt
ikke så gode for børnene som de skoler, forældrene flytter deres børn
til. Politikernes forslag er reelt at presse forældre til at sende
deres børn i en ringere skole, end de gerne ville, for at redde
indvandrerbørn fra udelukkende at være i hinandens selskab.
Hvad alle synes at overse i debatten er, at det frie skolevalg gælder for alle og således også for indvandrerne. Også de kan, hvis de vil, flytte deres børn væk fra de skoler, som i dag er fuldstændig domineret af elever med indvandrerbaggrund. Det har de mange gode grunde til at gøre: Deres børn bliver bedre integreret i den kultur, de efter al sandsynlighed skal tilbringe resten af deres liv i, hvis de har mange danske skolekammerater. De kommer til at lære bedre dansk. De kommer til at gå i klasse med børn fra familier, der opfatter det som normalt og efterstræbelsesværdigt at have et arbejde. Alle tre faktorer vil påvirke indvandrerbørnene positivt og medvirke til, at de selv får succes i voksenlivet.
Det, der må undre, er, at de fleste indvandrerforældre på Nørrebro ikke gør det. At de ikke benytter det frie skolevalg til at give deres børn en bedre skolegang, end den de får i ghettoskolen. En del af forklaringen synes at være, at forældrene nærer en modvilje mod at lade deres børn "fordanske" i skoler, som er dominerede af danske børn. Men den anden del af forklaringen er, at den danske velfærdsstat tillader indvandrefamilierne at være ligeglade med, at deres børn gennem hele barndommen isoleres fra den dominerende kultur i samfundet. Uanset hvor ringe børnene er integrerede i samfundet, herunder på arbejdsmarkedet, når de bliver voksne, så kan de jo altid ernære sig på samme måde som forældrene, nemlig ved at møde op hos sagsbehandleren på kommunen og bede om en overførselsindkomst.
Men uanset hvad så bør danske børn ikke lide under, at denne uheldige cocktail af kulturel isolationisme og velfærdsstat mindsker indvandrerbørnenes chancer for opstigen på den sociale rangstige. Vi har sagt det før på disse sider, men vi siger det gerne igen: Indvandrerne må selv gøre en indsats for at bevæge sig bort fra deres underklassestatus. Første skridt er at bruge det frie skolevalg til at vælge nogle ordentlige skoler til deres børn.
Hvad alle synes at overse i debatten er, at det frie skolevalg gælder for alle og således også for indvandrerne. Også de kan, hvis de vil, flytte deres børn væk fra de skoler, som i dag er fuldstændig domineret af elever med indvandrerbaggrund. Det har de mange gode grunde til at gøre: Deres børn bliver bedre integreret i den kultur, de efter al sandsynlighed skal tilbringe resten af deres liv i, hvis de har mange danske skolekammerater. De kommer til at lære bedre dansk. De kommer til at gå i klasse med børn fra familier, der opfatter det som normalt og efterstræbelsesværdigt at have et arbejde. Alle tre faktorer vil påvirke indvandrerbørnene positivt og medvirke til, at de selv får succes i voksenlivet.
Det, der må undre, er, at de fleste indvandrerforældre på Nørrebro ikke gør det. At de ikke benytter det frie skolevalg til at give deres børn en bedre skolegang, end den de får i ghettoskolen. En del af forklaringen synes at være, at forældrene nærer en modvilje mod at lade deres børn "fordanske" i skoler, som er dominerede af danske børn. Men den anden del af forklaringen er, at den danske velfærdsstat tillader indvandrefamilierne at være ligeglade med, at deres børn gennem hele barndommen isoleres fra den dominerende kultur i samfundet. Uanset hvor ringe børnene er integrerede i samfundet, herunder på arbejdsmarkedet, når de bliver voksne, så kan de jo altid ernære sig på samme måde som forældrene, nemlig ved at møde op hos sagsbehandleren på kommunen og bede om en overførselsindkomst.
Men uanset hvad så bør danske børn ikke lide under, at denne uheldige cocktail af kulturel isolationisme og velfærdsstat mindsker indvandrerbørnenes chancer for opstigen på den sociale rangstige. Vi har sagt det før på disse sider, men vi siger det gerne igen: Indvandrerne må selv gøre en indsats for at bevæge sig bort fra deres underklassestatus. Første skridt er at bruge det frie skolevalg til at vælge nogle ordentlige skoler til deres børn.