Claus Hjort Frederiksen burde skamme sig over sin opbakning til det danske mindstelønssystem. Som beskæftigelsesminister er det hans hovedopgave at få så mange som muligt i et arbejde, de kan bestride, frem for at de bliver forsørget af det offentlige. Det mål modarbejdes af mindstelønsystemet, som gør, at man på næsten hele det danske arbejdsmarked ikke kan få job, hvis man ikke kan leve op til en løn på mindst 98 kroner i timen.
Claus Hjort Frederiksen ved godt, at mindstelønnen ikke skaffer en timeløn på 98 kroner til dem, som ikke er det værd for arbejdsgiveren. Mindstelønnen skaffer dem kun arbejdsløshed. Det ser vi især blandt indvandrere, som i Danmark meget oftere er ledige end i lande med mere plads til evnemæssigt svage personer på arbejdsmarkedet som f.eks. nytilkomne indvandrere med ringe sprogkundskaber. Det er derfor, han burde skamme sig - fordi han gentager fraserne om, at man skal have en løn, man kan leve for, når han udmærket ved, at den løn får de svageste aldrig. De får i stedet kontanthjælp eller førtidspension. Og hvorfor skulle det dog være bedre at modtage 8.750 kroner i kontanthjælp end 8.750 kroner i løn? Det skylder beskæftigelsesministeren et svar på.
Tænk hvis nogen nogen havde krævet, at jurister mindst skulle have en årsløn på 750.000 kroner, dengang Claus Hjort Frederiksen søgte sit første job i Landbrugsministeriet. De kunne f.eks. have sagt som Hjort selv sagde i går (lettere omskrevet): "Vores udgangspunkt er, at det kræver en vis mængde penge at leve i et gammelt fiskerhus på Gl. Strandvej i Humlebæk. Der skal betales husleje, der skal betales købmandsregninger, der skal betales fornødenheder til familien, og derfor er der en grænse for, hvor lidt man kan leve af der, hvor jurister bor. Derfor er vi enige i, at vi har en mindstebetaling på arbejdsmarkedet for jurister, som sikrer, at du kan opretholde din tilværelse på et for jurister anstændigt niveau."
Claus Hjort Frederiksen ville aldrig nogensinde have fået adgang til det danske arbejdsmarked, hvis hans fagforening dengang havde krævet, at han fra dag ét skulle kunne opretholde samme levestandard som en erfaren jurist med dokumenterede evner på arbejdsmarkedet. I Landbrugsministeriet ville de have tænkt, "med den løn kan vi ikke tage chancen med en, der skal have sit første job - vi snupper en, som allerede har vist, at han kan noget".
Hvorfor er det kun de højt lønnede, som må nyde det privilegium at have meget store lønforskelle for folk med samme uddannelsesbaggrund og derfor også lavere arbejdsløshedsprocenter end de ufaglærte, af hvem det kræves, at de alle skal kunne leve op til næsten samme løn? Tager de ufaglærte ikke også skade af at gå ledige, hr. beskæftigelsesminister?
Claus Hjort Frederiksen ved godt, at mindstelønnen ikke skaffer en timeløn på 98 kroner til dem, som ikke er det værd for arbejdsgiveren. Mindstelønnen skaffer dem kun arbejdsløshed. Det ser vi især blandt indvandrere, som i Danmark meget oftere er ledige end i lande med mere plads til evnemæssigt svage personer på arbejdsmarkedet som f.eks. nytilkomne indvandrere med ringe sprogkundskaber. Det er derfor, han burde skamme sig - fordi han gentager fraserne om, at man skal have en løn, man kan leve for, når han udmærket ved, at den løn får de svageste aldrig. De får i stedet kontanthjælp eller førtidspension. Og hvorfor skulle det dog være bedre at modtage 8.750 kroner i kontanthjælp end 8.750 kroner i løn? Det skylder beskæftigelsesministeren et svar på.
Tænk hvis nogen nogen havde krævet, at jurister mindst skulle have en årsløn på 750.000 kroner, dengang Claus Hjort Frederiksen søgte sit første job i Landbrugsministeriet. De kunne f.eks. have sagt som Hjort selv sagde i går (lettere omskrevet): "Vores udgangspunkt er, at det kræver en vis mængde penge at leve i et gammelt fiskerhus på Gl. Strandvej i Humlebæk. Der skal betales husleje, der skal betales købmandsregninger, der skal betales fornødenheder til familien, og derfor er der en grænse for, hvor lidt man kan leve af der, hvor jurister bor. Derfor er vi enige i, at vi har en mindstebetaling på arbejdsmarkedet for jurister, som sikrer, at du kan opretholde din tilværelse på et for jurister anstændigt niveau."
Claus Hjort Frederiksen ville aldrig nogensinde have fået adgang til det danske arbejdsmarked, hvis hans fagforening dengang havde krævet, at han fra dag ét skulle kunne opretholde samme levestandard som en erfaren jurist med dokumenterede evner på arbejdsmarkedet. I Landbrugsministeriet ville de have tænkt, "med den løn kan vi ikke tage chancen med en, der skal have sit første job - vi snupper en, som allerede har vist, at han kan noget".
Hvorfor er det kun de højt lønnede, som må nyde det privilegium at have meget store lønforskelle for folk med samme uddannelsesbaggrund og derfor også lavere arbejdsløshedsprocenter end de ufaglærte, af hvem det kræves, at de alle skal kunne leve op til næsten samme løn? Tager de ufaglærte ikke også skade af at gå ledige, hr. beskæftigelsesminister?