"Dagens tilbud: Tag til Martinique på dagpenge"
Sådan lyder en overskrift på toppen af arbejderbevægelsens nye medieflagskib, Avisen.dk, og målet er klart: At nyde så meget som muligt, mens man overlader det til andre at yde. Eller som Avisen.dk så lokkende spørger sine læsere:
"Vil du igen lede forgæves efter passende job, opdatere dit c.v. på Jobnet og gå til samtaler i din a-kasse? Eller vil du tre måneder til Martinique med 25 grader varmt badevand og en månedlig tur på arbejdsformidlingen for at sige, at du stadig er ledig?"
"Gør din pligt, kræv din ret," sagde de gamle socialdemokrater. I dag kan parolen omskrives til et "gør mindre, kræv mere". Det er ikke kun det enkelte LO-medlem, som tænker sådan, men hele arbejderbevægelsen. For hvordan skal man ellers tolke den indædte modstand mod enhver reform, som kan anspore arbejdsføre mennesker til at yde en indsats, som ikke ydes i dag? Hvorfor betragter man det ellers i arbejderbevægelsen som en enorm uretfærdighed, hvis dagpengesystemet ændres, så man ikke har ret til at leve af arbejdsløshedsforsikring i hele fire år? Hvorfor afviser man så frådende enhver snak om, at raske og rørige danskeres, som endnu ikke er fyldt 66 år, ikke skal have ret til at holde efterlønsfri på skatteydernes regning?
Avisen.dk er mere ærlig om målsætningen, end man plejer at være i fagbevægelsen. Men det gør det ikke kønnere at se på.
Sådan lyder en overskrift på toppen af arbejderbevægelsens nye medieflagskib, Avisen.dk, og målet er klart: At nyde så meget som muligt, mens man overlader det til andre at yde. Eller som Avisen.dk så lokkende spørger sine læsere:
"Vil du igen lede forgæves efter passende job, opdatere dit c.v. på Jobnet og gå til samtaler i din a-kasse? Eller vil du tre måneder til Martinique med 25 grader varmt badevand og en månedlig tur på arbejdsformidlingen for at sige, at du stadig er ledig?"
"Gør din pligt, kræv din ret," sagde de gamle socialdemokrater. I dag kan parolen omskrives til et "gør mindre, kræv mere". Det er ikke kun det enkelte LO-medlem, som tænker sådan, men hele arbejderbevægelsen. For hvordan skal man ellers tolke den indædte modstand mod enhver reform, som kan anspore arbejdsføre mennesker til at yde en indsats, som ikke ydes i dag? Hvorfor betragter man det ellers i arbejderbevægelsen som en enorm uretfærdighed, hvis dagpengesystemet ændres, så man ikke har ret til at leve af arbejdsløshedsforsikring i hele fire år? Hvorfor afviser man så frådende enhver snak om, at raske og rørige danskeres, som endnu ikke er fyldt 66 år, ikke skal have ret til at holde efterlønsfri på skatteydernes regning?
Avisen.dk er mere ærlig om målsætningen, end man plejer at være i fagbevægelsen. Men det gør det ikke kønnere at se på.
