Af IKKEMIG 2
Med den nye traktat har EU bevæget sig langt væk fra de tanker om et frit marked, der karakteriserede det tidlige Europa-samarbejde. Det hævder den britiske tænketank The Bruges Group, der mener, at traktaten vil beskytte lande med en ineffektiv industri og føre til tab af arbejdspladser.Reformtraktaten giver øgede muligheder for erhversstøtte og gør det lettere for store medlemslande at fastsætte en nedre grænse for skattetrykket i EU. Og det vil skade virksomheder i frimarkedsorienterede lande, hævder tænketanken.
"Traktatens skadelige økonomiske politik vil have radikale konsekvenser for EU's fællesmarked. Storbritannien er allerede overbebyrdet med regulering. Som en konsekvens af denne traktat vil britiske virksomheder i endnu højere grad blive holdt tilbage af EU's politiske ambitioner," siger Bruges-direktør Robert Oulds.
"Fejlbehæftet efterfølger"
Både Danmark og Storbritannien har en lang tradition for frihandel og et fleksibelt arbejdsmarked. Tænketanken frygter, at virksomheder i disse lande vil være nødt til at afskedige medarbejdere, hvis medlemslande som Frankrig bruger EU-midler til at give erhvervsstøtte til egne virksomheder.
Også fra politisk hold er der modstand mod reformtraktaten. Lee Rotherham fra det britiske Konservative Parti kalder den en "fejlbehæftet efterfølger til det indre marked" og opfordrer til at underkaste EU-traktaten "grundige overvejelser og i tilgift en folkeafstemning."
[email protected]
Opdateret 11:22.