Kriminelle skal udsluses med fodlænker

Dømte kriminelle skal have mulighed for at afsone det sidste halve år af deres fængselsstraf i eget hjem med fodlænke på

Slettet Bruger,

16/10/2009

Dømte kriminelle skal have mulighed for at afsone det sidste halve år af deres fængselsstraf i eget hjem med fodlænke på. Det mener SF, der vil stille forslaget som en del af en kriminalforsorgsreform, skriver berlingske.dk.

"Det giver mulighed for at lette overgangen til hverdagslivet for de indsatte. Det er dog vigtigt, at de indsatte ikke kommer ud til ingenting, men at de enten får en uddannelse eller job, som de skal følge," siger SF's retsordfører Karina Lorentzen til berlingske.dk.

Forslaget modtages godt blandt de øvrige retsordførere på Christiansborg. Både Venstre og Dansk Folkeparti gør dog opmærksom på, at det bør afhænge af, hvilken form for kriminalitet, man er dømt for.

"Man skal være forsigtig med, hvem man giver elektronisk fodlænke, men det vil være en god idé for spritbilister og indsatte, som for eksempel har begået økonomisk kriminalitet," siger DF's Peter Skaarup.

Også de radikale og Socialdemokraterne erklærer sig positive over for hjemmeafsoningen, der altså dermed tilsyneladende har et bredt politisk flertal bag sig. I dag kan fodlænke kun bruge for dømte med straffe op til tre måneder, men det nye forslag er en rigtig god idé, mener kriminolog og lektor i strafferet ved Aarhus Universitet Anette Storgaard.

"Det er lettere at lære at svømme, hvis man er i vandet. Så jo længere tid af en fængselstraf, der kan tilbringes under jo friere forhold, desto større er chancen for, at man lærer at begå sig i samfundet," siger Anette Storgaard til berlingske.dk.

[email protected]


Kilde: