Konservative og Radikale er enige: Åbn grænserne

Slettet Bruger,

03/07/2007

I en tid hvor arbejdsmarkedet fattes hænder, er det ikke hensigtsmæssigt at holde kvalificeret arbejdskraft ude af Danmark. Det siger både de Konservative og de Radikale, der vil have en kraftig liberalisering af den såkaldte green card-ordning.

Den nuværende ordning gør det kun muligt for ikke-EU-borgere at søge job i Danmark, hvis jobbet findes på en positivliste eller giver over 450.000 kr. om året. Og så kan man kun søge ophold i seks måneder. Det bør ændres, mener den konservative integrationsordfører, Henriette Kjær.

K: For meget bureaukrati
"Det er noget uambitiøst," siger hun til Børsen og fortsætter:

"Selvfølgelig er det en start, men jeg mener stadig, der er behov for at give endnu videre muligheder. Når vi mangler arbejdskraft i Danmark, så skal det også være muligt for virksomhederne at skaffe den uden et stort bureaukrati, hvor man skal være på en bestemt liste eller tjene et bestemt beløb. Men nu må vi se, hvor meget der ligger i den udmelding, han er kommet med," siger Henritte Kjær med henvisning til, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i weekenden lagde op til at skaffe mere udenlandsk arbejdskraft, uden at han forklarede hvordan.

Foghs udmelding skaber glæde i den radikale lejr, hvor man er indstillet på at afskaffe de eksisterende regler og indføre et simplere pointsystem.

"Det er glædeligt, at statsministeren er vågnet op og har indset, at der bliver nødt til at være en helt anden aktiv linje for at skaffe arbejdskraft i almindelighed, og også for at kæmpe med om talenterne," siger den radikale integrationsordfører Morten Østergaard.

Venstre-uenighed
Udmeldingerne skaber uenighed i Venstre. Ifølge partiets integrationsordfører, Irene Simonsen, er der ikke noget galt med den nuværende ordning. Vi skal bare bruge flere penge på at markedsføre Danmark, mener hun.

"Jeg har ikke hørt om nye tiltag, og det tror jeg heller ikke på. Nu skal vi lige have det her til at virke, ikke? Og vi skal ud og markedsføre os," siger hun.

Men hvis man spørger partiets arbejdsmarkedsordfører, Jens Vibjerg, vil det ikke være nogen dum idé at sænke indtægtsgrænsen på 450.000 kr.:

"Det lønniveau, de skal have, ligger højt på 450.000. Der ville være noget at hente ved at sænke den grænse. Det så jeg da gerne, men det er integrationsparterne, der skal diskutere det."

mkr

Kilde: