Af Thomas Breitenbach Jensen
Den 29. august er der europæisk snigpremiere på Michael Moores film om det amerikanske sundhedsvæsen, "Sicko", i Sønderborg. Udover Michael Moore selv vil også repræsentanter for Sønderborg Kommune være til stede. De skal inspireres af den amerikanske filmmand."Der er en tro på, at samfundsrevserens synspunkter kan bruges i de kommende temadrøftelser om sundhedstilbudene i Sønderborg," lyder det i en meddelelse fra kommunen, der også bruger kommunens hjemmeside som reklamesøjle for filmen.
1.600 kr. er billetprisen til arrangementet, og 112.000 kroner er den samlede pris for kommunens inspiration. Og inspirationen skal ikke kun komme fra filmen, men også fra Moore selv, der holder foredrag i forbindelse med snigpremieren.
" Med Michael Moores besøg får vi spiddet problemstillinger og amerikanske syn på forskellige tiltag og spørgsmål indenfor sundhedsvæsenet. Vi vil høre bud på, hvilke konsekvenser de pågældende tiltag mv. tænkes at medføre for samfundet, herunder sundhedsmyndighedernes opgavevaretagelse. Med de kritiske synspunkter i bagagen får politikere og embedsmænd en inspiration, der ikke er helt sædvanlig. Derfor glæder vi os over denne sjældne mulighed," siger kommunaldirektør Søren Lund Hansen i en pressemeddelse.
Der nævnes i kommunens omtale af filmen og arrangementet ingen betænkligheder ved, at filmen fra flere sider har været beskyldt for ensidighed og manipulation og for at være fyldt med faktuelle fejl, heriblandt fra den amerikanske tv-station CNN.
Det har ikke været mulig at få en kommentar fra Sønderborgs kommunaldirektør, Søren Lund Hansen.
[email protected]