Karen Jespersen laver gældsrådgivning til kontanthjælpsmodtagere

At man ikke kan bruge flere penge, end man har, er ikke altid rigtigt

Slettet Bruger,

07/03/2008

At man ikke kan bruge flere penge, end man har, er ikke altid rigtigt. Antallet af gældsatte danskere vidner om det modsatte. Og nu er hjælpen på vej. Velfærdsminister Karen Jespersen har afsat en pulje på 16 millioner kroner over fire år til oprettelse af en frivillig gældsrådgivning, beretter gratisavisen Urban.

"Mange af de gældsramte sidder i en forfærdelig situation, hvor de slet ikke kan komme videre med deres liv. Jeg tror, at vi med et tilbud om gældsrådgivning kan hjælpe mange fra at gå helt ned," siger Karen Jespersen til Urban.

Rådgivningen vil i første omgang være forbeholdt kontanthjælpsmodtagere, men Karen Jespersen er ikke afvisende overfor at andre danskere, der ikke kan finde ud af at balancere udgifter med indtægter, vil kunne få adgang til gældsrådgivning på skatteydernes regning.

Det er tanken, at det blandt andet er bankfolk, der frivilligt skal stå for rådgivningen.

I år bliver der åbnet tilbud i København, og senere følger Århus, Odense og Ålborg efter.

[email protected]

Kilde: