Af Finn Ziegler
Den igangværende valgkamp forventes at slå hidtidige rekorder, når det gælder partiernes kampagnebudgetter. De samlede udgifter fra partierne forventes at andrage langt over de 100 millioner, som blev brugt ved sidste folketingsvalg.Venstre og de Konservative menes at bruge næsten ligeså mange penge som resten af partierne tilsammen. De to regeringspartier brugte ved sidste valg omkring 45-50 millioner kroner. Venstre ser ud til at bruge 100 gange så mange penge som Ny Alliance og tre gange så meget som Socialdemokraterne, ifølge en opgørelse foretaget af TV-Avisen.
Forskellene mellem partiernes valgkampbudgetter skal nok give anledning til debat under og efter folketingsvalget. Der vil nok være nogen, der har ondt i bagdelen over Venstre og de Konservatives store budgetter, men det er tvivlsomt, om budgetterne kan afgøre valgets udfald. Kampagnebudgetterne omfatter de centrale partiers budgetter, men dækker ikke frivillig indsats og indirekte støtte fra interesseorganisationer, som blander sig i debatten eller giver visse partier større opmærksomhed. Endelig får partier rigelig og nogenlunde ligelig opmærksomhed i dagspressen og medierne.
Men det er tankevækkende, at der bruges flere og flere penge på valgkamp i takt med, at forskellene mellem partierne bliver mindre. Venstre har således i det store og hele overtaget den socialdemokratiske velfærds- og skattepolitik og er gået med i den hellige krig mod klimaændringer. De Konservative har lagt sig på linje med Venstre og Socialdemokraterne i de fleste spørgsmål bortset fra skattepolitikken. Omvendt har Socialdemokraterne gennemgået et hamskifte i flygtninge og indvandrepolitikken, som tilmed de Radikale og SF er hoppet med på. På de store linjer er det meget svært at få øje på forskellene mellem blokkene. Der er med andre ord blevet så meget trængsel inde på midten, at de står og træder hinanden over tæerne.
Nu er det velkendt for de fleste, der har arbejdet med markedsføring, at det er væsentlige dyrere at markedsføre produkter med ringe produktdifferentiering. Der skal med andre ord væsentlig større reklamebudgetter til at markedsføre produkter, som ikke adskiller sig fra konkurrenternes. Det er blandt andet derfor, at man altid bliver bombarderet med reklamer for vaskepulver, opvaskemidler og tandpasta.
Der er ikke anderledes i politik. Alternativerne SR og VK minder lidt om valget mellem OMO og Ariel. Da det er V og K, der har rykket længst og forsøger at fastholde markedsandele, så er det ikke overraskende, at VK skal bruge store budgetter på at fastslå, at deres vaskepulver er ligeså socialdemokratisk som brugsforeningens.
VK må således bruge flere kræfter på at overbevise vælgerne om, at deres velfærdsprodukt er bedre end Socialdemokraternes. Socialdemokraterne har et bedre udgangspunkt, da det er et marked, de har opdyrket i længere tid.
Der vil i valgkampen sikkert blive brugt mange ressourcer på at overbevise vælgerne om små nuanceforskelle mellem blokkene. VK vil slå på, at det går godt, og at der ikke er grund til at eksperimentere. Socialdemokraterne vil hævde, at de fører velfærdspolitik med hjertet og står for fornyelsen.
De partier, som bruger mindst på valgkampen, Ny Alliance og Enhedslisten, har ikke samme behov for store reklamebudgetter. Deres produkt skiller sig ud fra resten og deres kvaliteter er derfor nemme at kommunikere til vælgerne. For Ny Alliance er det et borgerligt alternativ med fokus på skatten og en mere human holdning til flygtninge. For Enhedslisten er Asmaa med til at krydre det velkendte Gulag-produkt. I begge tilfælde er produktet så unikt, at partierne har nemt ved at produktdifferentiere. Budskaberne trænger let igennem overfor kunderne, og disse partier behøver derfor ikke store budgetter til at øge synligheden.
