K-kandidater: Tag børnechecken fra Thorning og sænk hendes skat

Slettet Bruger,

01/11/2007

Den konservative skatteordfører Lars Barfoed måtte tidligere i dag sende en berigtigelse af dagens historie i Jyllands-Posten, hvor han var blevet bannerfører for et ønske om at skære i efterløn og børnecheck til de velståede mod skattelettelser. Historien var en misforståelse, mente Barfoed få timer efter den var blevet offentliggjort. Men to af hans partifæller har åbenbart ikke forstået partiets budskab. De fastholder, at Barfoeds tanker i den oprindelige artikel var sunde, fornuftige og konservative.

"Det er ikke nødvendigt at give velfærdsydelser til ressourcestærke og selvforsørgende borgere. Helle Thorning og andre velbjergede danskere behøver ingen socialeydelser," skriver Henrik Sørensen, folketingskandidat i Gladsaxe i en pressemeddelelse til 180Grader.dk.

Han forsøgte for nylig at få en vedtaget en indstilling om lavere skat på det konservative landsråd i Herning. Det samme gjorde Claus Christiansen, der er opstillet til folketingsvalget i København, men de to endte med at udarbejde en fælles og mindre forpligtende indstilling sammen med Lars Barfoed. Denne gang kan de dog ikke nå til enighed med den konservative skatteordfører.

"Hjælp fra det offentlige bør være forbeholdt samfundets svageste og ikke folk med millionindkomst. Det er frådseri med skattekronerne, og det burde der laves om på," mener Claus Christiansen.

Klassiske konservative
Tidligere statminister Poul Schlüter kaldte det i går en "kolossal fejl", at den nuværende regering ikke går til valg på skattelettelser. Et synspunkt, de Henrik Sørensen og Claus Christiansen, åbenbart er enige i.

Samtidig henviser de to til et andet koryfæ i Det Konservative Folkeparti, Kristian Mogensensen og hans klassiske bemærkning om, at "Vi vil føre en ansvarlig og human socialpolitik, men afskaffe den bestikkelses- og fordelingspolitik, som samfundets socialpolitik efterhånden har udviklet sig til."

[email protected]

Kilde: