Juleaften er slut i dansk politik

Af Christian BjørnskovTirsdag fremlagde finansminister Claus Hjort Frederiksen en finanslov med det værste budgetunderskud siden Anker Jørgensens ...

Slettet Bruger,

27. august 2009

Af Christian Bjørnskov

Tirsdag fremlagde finansminister Claus Hjort Frederiksen en finanslov med det værste budgetunderskud siden Anker Jørgensens tid. Selvom man havde regnet med et stort underskud, var det 85 milliarder kroner store underskud, som regeringen budgetterer med, stadig en slem overraskelse for de fleste interesserede. Man vidste naturligvis, at der indbygget i den skandinaviske velfærdsstat ligger en stor del automatik. Hvis en krise rammer, falder skatte- og afgiftsindtægterne, hvilket naturligvis rammer hårdere, jo større den offentlige sektor er. Omvendt stiger overførselsomkostningerne voldsomt, da bistand, dagpenge, aktiveringsindsatser og andre poster svulmer op. Så en såkaldt velfærdsstat har ganske enkelt en slags stor, keynesiansk autorespons indbygget. Men ingen havde regnet med, at det så nær så galt ud, som det er endt. Gigantunderskuddet fortjener derfor en slags forklaring.

Et forhold, det allerførst er værd at holde sig for øje, når man vurderer underskuddet, er den borgerlige regerings finanspolitik siden 2001. Fogh-regeringen overtog mere eller mindre uændret Nyrups 2010-plan, selvom den nu benævnes en 2015-plan. Nyrup havde planlagt en årlig stigning i de offentlige udgifter på cirka 0,5 procent om året, et mål den borgerlige fløj overtog uændret. Reelt har skiftende borgerlige konstellationer de sidste ni år skudt langt over dette mål. Det offentlige forbrug er de seneste år i gennemsnit steget med 1,6 procent per år, mens økonomien som helhed er vokset med i alt 1,2 procent (iflg. tal i faste priser fra Danmarks Statistik). Det kræver ikke en stor, økonomisk ånd at regne ud, at det offentlige har tiltaget sig en stadig større rolle under Fogh og Løkkes regeringsperiode, og dermed har skubbet privat aktivitet ud, selvom det private med stor sandsynlighed havde været væsentligt mere produktivt.

I samme periode er Danmarks konkurrenceevne overfor udlandet svækket med cirka 40 procent. Det skyldes blandt andet fastkurspolitikken, som indebærer, at en 'styrket' euro - dvs. en svagere international konkurrenceevne i euro-zonen - også automatisk medfører en styrket krone. Med andre ord skyldes en del af vores konkurrencetab uansvarlig politik i en række store EU-lande, der har drevet euroen op i forhold til andre valutaer. Men en anden væsentlig del af tabet skyldes massive lønstigninger i en række overenskomster, uden basis i lige så store produktivitetsgevinster. Noget af den virkning var en naturlig følge af meget lav arbejdsløshed, men det er svært ikke også at skyde noget af skylden på en tidligere finansminister, der på et strategisk håbløst tidspunkt kom for skade at sige, at vi snart var så rige, at vi kunne købe hele verden. Særligt i den offentlige sektor var visse fagforeninger hurtige til at tage udtrykket - og den medfølgende psykologi - til sig.

Så mens Danmark ramte krisen med overskud på de offentlige finanser og en ekstremt lav officiel arbejdsløshed, og derfor rent umiddelbart så ud til at være godt rustet, lå der latente skeletter i skabet. Danske virksomheders konkurrencesituation var mere skrøbelig end politikere, der kun så på betalingsbalancetallene, troede, og det offentlige var pustet op over en årrække. Sidst, men ikke mindst, gik vi ind i krisen efter en otte år lang finanspolitisk juleaften.

Det har været juleaften for den offentlige sektor, og i særlig grad for kommunerne. I en årrække har det virket som om, kommunernes budgetter ikke havde meget med virkeligheden at gøre, og blot var simple pejlelinjer for, hvor meget man i hvert fald ville bruge. Som i et østblokland for tyve år siden har kommunerne effektivt haft bløde budgetbegrænsninger: Hvis man overskred budgettet, trådte staten til for at lukke hullet og uden medfølgende sanktioner. Kommunerne er dermed endt med at optræde lidt ligesom overtrætte børn til jul, der brokker sig over gaverne og samtidig kræver flere. Som alle forældre ved, er det signal til at lægge børnene i seng, men den borgerlige regering sendte blot flere gaver. Nogle af os husker stadig Sønderborgs borgmester, da han i Nyhederne truede med at skære i ældrepleje og skoledrift, hvis han ikke fik flere penge fra staten.

Mens regeringen også forsøgte at lægge flere opgaver ud til kommunerne, belønnede den dem dermed også for at opføre sig uansvarligt. Oveni opførte en række kommuner sig helt rationelt, som når et uland modtager bistand. Regeringen overførte midler til at dække de ekstra udgifter, men de ekstra midler blev i høj grad fordelt efter kommunernes egen prioritering, og ikke efter regeringens. I ulandslitteraturen er denne virkning kendt som fungibilitet, og den har afstedkommet, at regeringens ekstra kommunalmidler sandsynligvis har hjulpet med at finansiere stadionbyggeri og mange af de andre kommunale prestigeskibe, der blev sat i søen.

Resultatet af den borgerlige bloks iøjnefaldende finanspolitiske slaphed gennem de seneste år, har således været en kommunal sektor, der nu trækkes med væsentligt større driftsomkostninger. Med andre ord er den kommunale sektor permanent overvægtig, og ikke blot oppustet. Så mens talrige analyser viste, at der er solidt grundlag for en ambition om en mere produktiv kommunalsektor - Københavns kommune alene kunne uden problemer spare over en milliard om året - har regeringen tilladt sektoren at følge så godt og vel med de øvrige offentlige udgifter i himmelflugten. Samtidig trækkes landet med en stadigt stigende ældrebyrde, der ikke bliver lettere af krisen. De løsningsforslag, som Arbejdsmarkedskommissionen - og før den Velfærdskommissionen og andre ekspertgrupper - har barslet med, er blevet blankt afvist af et næsten samlet Folketing.

Den finanspolitiske situation i Danmark ser derfor betydeligt værre ud, end mange regner med. En ganske betragtelig del af de udgifter, som de slappe år har medført, er permanente driftsudgifter. En anden stor del, som f.eks. ældrechecken og andre tilskudsordninger, bliver nu betragtet som en rettighed af de relevante grupper i befolkningen. Og næsten det værste af det hele er også den mest absurde del af den danske, politiske virkelighed: Oppositionen har klaget over finansloven som den skal - men den har klaget over, at regeringen ikke 'gør nok'. Med andre ord står valget i dag mellem en regering, der har genereret et underskud på 85 milliarder kroner, og en opposition der klager over at underskuddet ikke er væsentligt større!

Så når nogle økonomer har reageret på underskuddet med enten ros eller et skuldertrækkende 'det er ikke noget problem at låne pengene', synes det at være reaktioner, der helt er frarevet den politiske virkelighed, som Danmark befinder sig i. Medmindre en samlet regering og en tilstrækkelig del af oppositionen på magisk vis vågner af deres tornerosesøvn, er 2010-budgettet ikke det eneste, der kommer til at vise et meget stort underskud. På samme tid er skatte- og afgiftsforhøjelser ikke en reel mulighed, da verdens højeste skattetryk i forvejen skaber store problemer på den lange bane. En beskæring af den offentlige sektor er eneste realistiske løsning, men kræver som altid enten hæderlige politikere eller den økonomiske kniv for struben.

Det egentlige problem i Danmark er således ikke finanskrisen sidste år og den uundgåelige recession, som store dele af verden er fælles om for tiden, men derimod den næsten totale mangel på politisk ansvarlighed i Folketinget. Den kan man ikke ekspandere sig ud af med keynesiansk underskudsforbrug, og i takt med at de få ansvarlige politikere enten presses ud af politik eller forlader deres partier i lede, bliver situationen næppe bedre.

Den offentlige sektor har nået en størrelse i forhold til BNP, så man skal tilbage til Anker Jørgensen for at finde noget lignende. En stor del af væksten er sket i kommunale driftsomkostninger og en række andre tiltag, der i bund og grund skyldes leflen for vælgerne. Det kræver mod at skære den slags tiltag væk, og det mod eksisterer simpelthen ikke i dansk politik. Tænk at man skal sige det - gid vi havde svenske tilstande.

Christian Bjørnskov er lektor i nationaløkonomi ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet