Information fanget i plagiat

Rettelse klokken 13

Slettet Bruger,

12. juni 2008

Rettelse klokken 13.50: I en tidligere version af artiklen stod der, at Niels Ivar Larsen end ikke gør opmærksom på, hvor han har sine personcitater fra. Det gør han faktisk to steder. 180Grader beklager fejlen.

Tre dage efter, at Information hængte den liberale debattør og skribent Christopher Arzrouni ud for at have plagieret en udenlandsk anmeldelse af Naomi Kleins bog Chokdoktrinen i Weekendavisen, plagierede Informations egen oversætter, Niels Ivar Larsen, en artikel fra International Herald Tribune i Information.

Artiklen i Information er helt og aldeles snuppet fra artiklen i International Herlad Tribune, påpeger Philip C. Stone i et læserbrev i Information i dag.

"Niels Ivar Larsens artikel, 'Sydøstspanien er på vej til at blive ørken', er et pyntet plagiat af Elisabeth Rosenthals 'A Parched Spain, Hot and Overbuilt', som kunne læses i New York Times og så i International Herald Tribune. [...] Larsens bidrag består af udeladelser, ombrydninger og digteriske tilføjelser. Med lidt velbegrundet ond vilje kunne man påstå, at han ikke alene plagiarer, men også fusker og forfalsker," skriver Philip C. Stone.

Kun ved to af citaterne i Niels Ivar Larsens artikel er det angivet, at de kommer fra International Herald Tribune, resten fremstår som Informations værk.

Det finder Philip C. Stone besynderligt set i lyset af Informations ageren i Arzrouni-sagen:

"I det sidste par dage har Information harcelleret over Christopher Arzrounis liberale forhold til journalistisk etik og personlig hæderlighed. Bladet har endda kontaktet redaktør Klaus Wivel på Weekendavisen for at høre om Arzrounis etiske underskud får konsekvenser for hans fremtidige virke. Hvad agter Informations redaktør nu at svare, når Weekendavisen ringer op?" spørger han.

180Grader.dk har for få minutter siden bedt Informations chefredaktør, Palle Weis, om at forholde sig til anklagen.

ole@180grader.dk