Af Rulle Grabow Westergaard
Rulle Grabow Westergaard er redaktør for ugemagasinet FoodCultureJeg er ikke sådan helt pjattet med fagforeninger. Men engang var jeg medlem af en. Jeg var ansat et sted, hvor det var et krav, og ja ... skik følge eller løncheck fly. Efter det job gik der faktisk nogle år, hvor jeg beholdt mit medlemskab. Det var vel af dovenskab af den slags, der rammer en, når man skal fortage små, men dog vitale ændringer i sit liv som at skifte bank, forsikringsselskab eller frisure.
Nå, men efter nogle år bankede min liberale frihedstrang på og ville ud. Det havde nok også en vis indvirkning på min beslutning, at fagforeningen opførte det samme groteske drama, hver gang jeg pligtskyldigt ringede til den for at fortælle, at jeg havde skiftet job.
Mig (glad): - Jeg har skiftet job.
Fagforeningen (FF) (også glad): - Nå, tillykke med det. Hvortil?
Mig (stadig glad): - XX.
FF (skeptisk): - Nå, altså i det private?
Mig (forundret): - Ja, selvfølgelig.
FF (halvmuggent belærende): - Så har du vel sørget for, at du får kompensation for ikke at være indplaceret i lønrammesystemet/aftentillæg/overarbejdsbetaling/betalt frokost/nålepenge?
Mig (lettere irriteret): - Nej, for det bruger man altså ikke hos XX. Til gengæld har jeg en månedsløn, der ligger 5000/7000/9000 over medianen.
FF (surt): - Det er jo vigtigt, at man bruger sin faglige organisation, inden man siger ja til et nyt job.
Det gentog sig hver gang. Den pågældende fagforening var simpelthen ikke i stand til at tackle medlemmer, der selv skaffede sig de fede jobs, selv forhandlede lønnen på plads - og i øvrigt gav fanden i alle deres rigide regler og tillæg.
Da jeg sendte fagforeningen min opsigelse, startede et forløb så afsindigt, at man skal have oplevet det for at fatte, at noget sådant kan finde sted. Jeg modtog i første omgang to breve og en opringning, der skulle tale mig til rette. Ordlyden i brevene var noget i stil med: "Hvis du VIRKELIG vil melde dig ud, skal du være opmærksom på, at vores pligt til at yde dig rådgivning ophører i samme øjeblik, vi har modtaget din opsigelse." I den forbindelse henvendte jeg mig til fagforeningen for at få de godt tre måneders kontingent, jeg havde forudbetalt inden min udmeldelse, tilbage. Men næ, nej. Kvinden i røret belærte mig om, at jeg rent faktisk ud over de to og en halv måneders forudbetalt kontingent skulle betale for tre måneder mere. Jeg havde nemlig formastet mig til at melde mig ud på et forkert tidspunkt af året!
Efter dette fulgte et prægtigt forløb, hvor jeg stædigt nægtede at betale noget. Samarbejdet ophørte med en mindeværdig samtale, hvor jeg (der på det tidspunkt morede mig helt godt) leende spurgte den pænt opkørte sagsbehandler, hvad hun ville gøre, når jeg ikke betalte. Smide mig ud? Hendes svar står prentet i min hjerne den dag i dag.
- Det er sådan nogle som dig, der splitter det solidariske danske arbejdsmarked, sagde hun forbitret.
Et vidunderligt skudsmål, når man tænker over det. Det måtte der godt stå på min gravsten: "Hun splittede det solidariske danske arbejdsmarked."
Grunden til at jeg pludselig kom til at tænke på min skumle fortid som fagforeningsmedlem er, at jeg forleden så Lærerforeningens formand citeret for et helt fantastisk udsagn. Ifølge Anders Bondo er det regeringens skyld, at lærernes image er for nedadgående. Nu er det ikke fordi, jeg ligefrem er bange for at give regeringen skylden for lidt af hvert. Jeg tror både, at vejret ville være bedre, danskerne gladere og skatterne lavere, hvis Danmark rent faktisk havde en borgerlig-liberal regering. Men at påstå, at Anders Fogh og co. har forårsaget det rygteskred, den før så ærværdige lærerstand er udsat for i disse år - det er trods alt ikke retfærdigt.
Sagen er nemlig den, at samme Anders Bondo og hans håndgangne mænd og kvinder i Danmarks Lærerforening - de såkaldt 'fagligt aktive' - over en årrække systematisk har gjort det endog særdeles vanskeligt for os i det omliggende samfund at give lærerne den respekt, de fortjener. Deres jamren og hysteriske modstand mod alt nyt, deres pamperi og negligering af, at mange 'almindelige' lærere, der ikke tjener fedt på at være ansatte af fagforeningen, men derimod tager den hårde tørn blandt børnene i skolerne, faktisk ønsker forandring. Jeg kender adskillige lærere, der er helhjertede tilhængere af individuel og kompetencebaseret løn, f.eks. Og jeg kender ligeså mange, der har vendt lærergerningen ryggen for at søge andre - og mere velbetalte - arbejdsmæssige græsgange.
Det får dog ikke Danmarks Lærerforening til at overveje at agere lidt mere i tråd med virkeligheden, nutiden, og de medlemmer der ikke er helt forstenedes ønsker. De giver i stedet regeringen skylden. Og det er der jo ikke noget nyt i. Men at der skulle komme noget nyt fra en fagforening, det ville da virkelig også være ......... noget nyt.