Af Morten Holm
Morten Holm er kommunikationsrådgiverDet har været småt med ideologi i dansk politik i mange år. I midtfirserne erklærede daværende statsminister Poul Schlüter ideologi for noget bras. Han skulle nødig belastes med for mange ideologiske meldinger, fordi de Konservative dengang favnede bredt og i 1984 toppede med 43 mandater i Folketinget. Schlüters afstandtagen til sit ideologiske bagland kulminerede med udtalelsen om, at han ikke var så konservativ, at det gjorde noget. Frygten for at skubbe vælgere og midterpartier fra sig blev større end lysten til at vinde nye vælgere på klare og stærke holdninger.
Anders Fogh var som bekendt dengang en så ideologisk og tilpas ilter politisk ordfører for Venstre, at han senere blev gjort til skatteminister. Om ikke andet så for at begrænse hans ofte konfronterende udmeldinger i forhold til Schlüters pragmatiske linje.
Men hvad skade var det til? Skræmmer man vælgere væk, når de hører ens dybeste ideologiske tanker? Bliver man mindre folkelig, hvis man har drømme om en samfundsmodel, der nok er langt fra midten i dansk politi, men som udfordrer tanken og sætter idealer? Bliver man mere statsmandsagtig ved at lægge afstand til en dybt ideologisk bog om minimalstaten man selv har skrevet?
Ja, skulle man tro, for sandheden er, at ideologierne er så godt som uddøde i dansk politik. Enhedslisten er måske en undtagelse og reelt ligegyldig. Retsforbundet med georgismen var et ideologisk parti. Andre partier har baseret sig på enkeltsager (f.eks. DFs indvandrerpolitik) eller specielle befolkningsgrupper (f.eks. CDs socialdemokratiske middelklasse).
Ronald Reagan (1981-89) praktiserede i sin tid som præsident en stærkt ideologisk-inspireret politik og metodik. En metodik han havde med fra sin guvernørtid i Californien. Reagan spillede ud med stærke holdninger og ønsker på de politiske områder, som var under behandling i kongressen. Og når der så blev indgået et kompromis var vælgerne ikke i tvivl om, hvor Reagan & Co helst havde set politikken havne. At Reagan havde sin vetoret i baghånden og gerne udnyttede den, er en anden sag. I Danmark praktiserede firkløver- og senere VKR-regeringen det stik modsatte. Her gjorde man kompromiset til sin politik. Det gør det svært for vælgerne at genkende de partier og den politik, man oprindelig har stemt efter.
Mange må opleve VK-regeringen på samme måde. Det nye er blot, at denne firkløver-metode slet ikke er nødvendig. VK har jo et flertal sammen med Dansk Folkeparti, og regeringens første 100 dage var jo egentlig ret idérige og holdningsprægede (smagsdommere, skattestop mv.). VK har måske været skarpe på, at føre en blokpolitik. Men det politiske indhold har sigtet mere på at afvæbne oppositionen end at føre liberal (ideologisk) politik. Nu er skytset rettet mod midten og frygten for at miste flertallet. At Ny Alliance ændrer på dette er næppe sandsynligt. Dog er det interessant, at den for borgerlige ret progressive skattepolitik (flad skat 40 pct.) nu kommer fra Anders Samuelsen i midten af dansk politik.
Derved er vi tilbage ved ideologien. Et politisk program er i mange partier en udløber og en opdatering i forhold til de ideologiske holdninger, der har skabt partiet. Men sætter man navne på ideologierne bliver de politiske programmer hurtigt udskældte, og så tør politikerne ikke være med.
Jeg vil opfordre politikerne til alligevel at støve ideologierne af. For ideologi er ikke et opslagsværk med holdninger. Det er pejlemærker, der viser vælgere og deres politikere, hvor målet er sat. Ideologier er heller ikke enkeltsager, som har en væsentlig kortere holdbarhed. Når det hele er plumret, og blå stue og rød stue kæmper om de samme vælgere med stort set samme budskaber, så er det svært at være vælger, og vælgeren falder hurtigt for enkeltsagerne. Ideologi kan give den kant, der skal til for om ikke andet at give ro i baglandet hos et frustreret vælgerkorps, men også til at fortælle vælgerne, hvor det langsigtede mål er. Ideologi giver kant, og kan man ikke lide ordet, så kald det bare for branding.
