Hvorfor er folkeskolen så dyr?

Af Torben Mark Pedersen

Torben Mark Pedersen er formand for Liberalisterne - Frihed og Velstand

Hvorfor er folkeskolen så dyr? Er det fordi vi ønsker verdens bedste folkeskole? Fordi vi har sat de højeste faglige standarder? Fordi vi satser intensivt på ikke bare de svageste elever, men også på at give de dygtigste de største udfordringer, så de kan udnytte deres evner fuldt ud? Er det fordi vi satser på at have verdens bedst uddannede folkeskolelærere og har investeret i det bedste og nyeste undervisningsmateriale og computerudstyr?

Hvis det bare var så vel, men sandheden er den modsatte: Folkeskolen er dyr, fordi den er dårlig.

Og det samme kan siges om alle andre dele af den offentlige sektor.

Når folkeskolen er et så klokkeklart eksempel på, hvor elendigt det står til i den offentlige sektor, så er det fordi såvel omkostningerne som resultaterne er målelige og sammenlignelige på tværs af lande. Danmarks udgifter per folkeskoleelev topper i internationale undersøgelser, men samtidig viser de sammenlignelige internationale PISA-undersøgelser, at danske folkeskoleelevers kundskaber er under middel på de fleste områder og decideret skraber bunden i matematik og naturfag.

Det kan der gives mange forklaringer på, men jeg skal ikke gøre mig klog på, om det først og fremmest er politikerne, læreruddannelserne, skolelederne, lærerne og deres fagforening eller forældrene, der har svigtet, men hvis man tror på, at der skulle ligge en eller anden form for økonomisk rationalitet bag de overordnede linier i skatte- og udgiftspolitikken, så må det virke paradoksalt, at man på en og samme tidspunkt kan have verdens dyreste og samtidig en af Europas absolut dårligste folkeskoler.

Sidste års demonstrationer af forkælede småbørnsforældre, der krævede, at skatteborgerne skulle betale mere for, at de kunne få deres børn passet, er imidlertid et illustrativt skrækeksempel på mekanismerne bag de offentlige udgiftsstigninger.

Demonstrationerne var iværksat af en lille gruppe venstreorienterede fra BUPL, der fik pustet liv i århusianske forældres utilfredshed, og der opstod en "velfærdskoalition" af utilfredse forældre, offentligt ansatte og deres fagforeninger og lokalpolitikere, der ville tørre konsekvenserne af deres egne prioriteringer af på regeringen. Koalitionen fik straks opbakning fra socialistiske politikere, der af ideologiske grunde mener, at øgede offentlige udgifter er et gode, og af venstreorienterede journalister der fandt endnu en anledning til at skyde på Fogh-regeringen.

Når den offentlige sektor fungerer dårligt, så opstår der hele tiden den slags velfærdskoalitioner, og fordi de ikke kan blive enige om årsagerne til elendigheden - endsige placere et ansvar - så har de ikke andet fælles mål end flere penge.

Det løser bare ikke det problem, at når en vare - også en serviceydelse - produceres af et offentligt monopol, så svigter alle de mekanismer, der på markedet sikrer god kvalitet, lav pris og leverancesikkerhed. Den manglende konkurrence og det forhold, at offentlige institutioner ikke kan gå konkurs, er også årsagen til, at "fritvalgs-ordninger" ikke fører til bedre kvalitet. Hvis ikke det frie valg har som konsekvens, at dårlige producenter konkurreres ud af markedet, er det frie valg ikke noget værd.

Det sidste kunne sikres ved, at pengene følger eleven, patienten, barnet eller den ældre, der skal have pasning og pleje, og den manglende økonomiske ansvarlighed på brugersiden kunne sikres gennem brugerbetaling.

Forbrugersuverænitet og øget egenbetaling er eneste vej til bedre velfærd, men de to elementer er fuldstændig fraværende i regeringens udspil til en kvalitetsreform. Det ulykkelige er, at mekanismerne bag de øgede offentlige udgifter er ved at gentage sig, men denne gang i langt større omfang, og det er ikke en flok malingkastende kommunister i BUPL, der står bag, men derimod regeringen selv. Kvalitetsreformen og inddragelsen af de offentligt ansattes organisationer minder mest af alt om en sammensværgelse mod brugerne, der ikke sikres bedre velfærd, og mod skatteborgerne der uden at blive spurgt kommer til at betale mere i skat end ellers.

Det kan godt være, at borgerlige og liberale meningsdannere har været toneangivende i den offentlige debat i de seneste år, men der, hvor det virkelig gælder, der hvor beslutningerne træffes om at kaste milliarder af skattekroner i det store sorte hul, der eufemistisk kaldes "velfærd", er det stadig kollektivismen, der er den altdominerende ideologi.