Hvad skal man med magten, hvis man ikke vil den?

Af Lotte Noer

Lotte Noer er jurist og arbejder som advokatfuldmægtig

Regeringen har for nylig fremlagt sin plan for skattelettelser - 10 mia. hvoraf ca. halvdelen bruges på at hæve grænserne for, hvornår man skal betale top- og mellemskat.

Når grænsen for top- og mellemskattebetaling hæves betyder det selvfølgelig, at færre betaler den høje marginalskat. Det betyder imidlertid også, at de, der gør, bliver en stadigt mere marginaliseret gruppe, hvis håb om nogensinde at få en rimelig marginalskatteprocent svinder. Set i det lys forekommer reformen nærmest mere skadelig end gavnlig.

Der er nemlig ikke blot behov for et opgør med de høje marginalskatter for en delgruppes vedkommende. Der er behov for et opgør med den moral, der ligger bag så høje skatter. Reformen forholder sig desværre slet ikke til dette det moralsk forkastelige i, at nogen borgere bliver tvunget til at aflevere op mod 60 pct. af sin indkomst til staten. Med andre ord, en reform der oser af pragmatik og moralsk underlegenhed, og som ikke forholder sig til de spørgsmål, vi som borgerlige kernevælgere i virkeligheden er interesserede i.

Mange borgerlige vælgere må efterhånden være ramt af den samme mathed som jeg. Hvad skal man med magten, hvis man ikke vil den? Hvorfor stemme på en borgerlig fløj, som - indtil nu - har haft næste seks år til at vise, hvad den kan, uden at dette har ført til resultater, der virkelig batter, og som nu oven i købet spiser en af med en reform som den foreliggende.

Man tvinges til at spørge sig selv, hvor stor forskellen egentlig vil være, hvis et valg resulterer i en regering ledet af Socialdemokraterne. Faktum er ifølge CEPOS' beregninger, at Nyrup gennemførte lettelser af marginalskatten der var 20 gange større end dem, som den borgerlige regering lægger op til. Dernæst kommer, at det offentlige forbrug er steget betragteligt under den nuværende regering.

For nyligt tog jeg i godt selskab mig selv den frihed at stille spørgsmålet om, hvorfor jeg overhovedet skulle stemme på de Konservative, til et aktivt medlem af partiet. Jeg fik et svar som vel nærmest må tolkes derhen, at man var af den opfattelse, at såfremt jeg undlod at stemme på et borgerligt parti svarede det til at støtte Helle Thorning, hvilket ville være i direkte modstrid med den vej, jeg som vælger egentlig ønsker mig.

Bortset fra at det - jf. ovenfor - ikke er givet, at et regeringsskifte vil føre til færre skattelettelser og højere offentligt forbrug, hæfter jeg mig også ved det arrogante i, at man åbenbart tror, at vi som borgerligt bagland er lige så principløse som dem, vi stemmer på og derfor blot stiller op til hvad som helst.

Uanset udfaldet af de kommende forhandlinger om en skattereform ligger det klart, at et fromt, borgerligt håb om en mere moralsk rimelig skattelovgivning for de højest lønnede efterlades uindfriet. For mit eget vedkommende er det netop det håb, der i flere omgange har været afgørende for, hvordan jeg har afgivet min stemme. Nu, hvor jeg kan se, at jeg har været med til at give magten til nogen, som i virkeligheden ikke vil den, må jeg spørge mig selv, om det også er en farbar vej fremover?